Brand i landejendom på Mors - stuehus stod ikke til at redde
Brandfolkene kæmpede med ildebrand i bolig- og erhvervsejendom
ØSTER JØLBY: En trelænget ejendom med kombineret bolig og erhverv på Kr. Koldsvej nær Øster Jølby brød fredag aften i brand.
Kl. 20.28 blev politi og beredskab alarmeret, og brandfolk fra stationen i Nykøbing rykkede ud til ejendommen, ligesom der kom assistance fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland.
Her stod det hurtigt klart, at der var behov for en større indsats, for dele af ejendommen var overtændt, da brandfolkene ankom.
- Det var en forbipasserende, der slog alarm. Da vi kom herud, stod der flammer ud af vinduerne, så den har været i gang i et stykke tid, før vi kom, konstaterede Indsatsleder Claus Sejer Pedersen fra Nordjyllands Beredskab.
Der blev derfor tilkaldt yderligere et slukningstog fra Nykøbing samt en tankvogn fra Thisted.
En malervirksomhed holder til på ejendommen, hvor der ikke var nogen hjemme, da ilden brød ud.
Claus Sejer Pedersen oplyste fredag aften, at beboelsesdelen i den trelængede ejendom ikke stod til at redde.
- Men jeg tror, vi redder lager og værksted, sagde indsatslederen.
Han forventede yderligere nogle timers arbejde på stedet, og det var også først ved to-tiden natten til lørdag, at brandfolkene atter kunne forlade stedet. Her blev en enkelt tankvogn tilbage for at holde brandvagt på stedet.
Vagtchef Henrik Nielsen fra Midt- og Vestjyllands Politi oplyste fredag aften, at der endnu ikke er fundet en årsag til branden.