Billede beskrivelse

Skoleinspektørens fond bliver opløst: Uddeler 1,3 mio. kr. over de kommende tre år

Fonden efter skoleinspektør Niels Pagter Sørensen bliver opløst, da arven ikke længere giver afkast - nu skal de resterende penge gøre gavn i lokalsamfundet

31. marts 2021 kl. 11.38

MORSØ: Navnet Niels Pagter Sørensen (1918-1994) vækker genkendelse hos mange på Sydmors.

I mere end 30 år, fra 1949 til 1981, arbejdede han som lærer og skoleinspektør på Hvidbjerg Skole. Efter pensionen oprettede han i 1984 en fond, der skulle støtte håndværkere fra området, hvor han inspektør.

Men bestyrelsen for fonden må nu sande, at tiden er kommet til at opløse fonden.

- Det har været en svær beslutning, men vi er nået frem til, at arven fra Pagter Sørensen stort set ikke giver afkast mere. Derfor skal pengene ud og gøre gavn i lokalområdet i stedet, fortæller bestyrelsen.

1,3 millioner over tre år

Bestyrelsen har fået tilladelse af Civilstyrelsen til at opløse fonden over de næste tre år. Flere og flere fonde opløses på denne måde i disse år, da pengene stort set ikke længere forrenter sig eller giver afkast at dele ud af.

Af arven efter Niels Pagter Sørensen er der i dag 1,3 mio. kr. tilbage.

- Det er jo rigtig mange penge. Kravene til ansøgningen vil også blive skærpet i forhold til tidligere, men beløbene, der uddeles, kan også i visse tilfælde blive noget højere end tidligere alt efter, hvad der ansøges om. Her vil vi gøre vores bedste for, at det sker helt i Pagter Sørensens ånd, lyder det fra bestyrelsen, der består af Manuela Støvlbæk, Niels Kristian Østergaard, Jan Majgaard eller Tenna Bilstrup.

Gode historier efterlyses til kunstværk

Bestyrelsen mener desuden, det er vigtigt at mindes Niels Pagter Sørensen og lade sig inspirere af hans væremåde og tanker. Især i en tid med stort fokus på boglige uddannelser.

Der hænger allerede et mindesmærke for skoleinspektøren i Hvidbjerg, men bestyrelsen håber på lokal opbakning til at holde mindet om ham i live med et nyt mindesmærke, der også kan være et fint punktum for inspektørens fond.

Tanken er, at et kunstværk kunne udføres i samarbejde med en eller flere med lokale rødder og måske også nogle, der har kendt skoleinspektøren personligt. Hvordan det kan udføres rent praktisk er endnu ikke fastlagt, så bestyrelsen modtager gerne idéer hertil samt gode historier fra Niels Pagter Sørensens liv.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste