- Det er som om, at regional madkultur vokser, siger Anette Jensen, formand for Regional Madkultur Thy-Mors. Arkivfoto: Bo Lehm
Mad og drikke

Flere har fundet vej til forening: - Jeg tror, det spirer og gror mere i Thy og på Mors, end vi har regnet med

Trods corona har Regional Madkultur Thy-Mors haft et aktivt år, lyder det fra formanden

04. juni 2021 kl. 19:35

THY-MORS: For mange af medlemmerne i Regional Madkultur Thy-Mors har det været en svær tid med corona, men på trods af pandemien har foreningen haft et aktivt år.

Det fortæller Anette Jensen, formand for Regional Madkultur Thy-Mors, efter foreningens generalforsamling torsdag.

Foreningen, som arbejder for at styrke synligheden og tilgængeligheden af de regionale fødevarer i Thy og på Mors, har i løbet af året fået 10 nye virksomhedsmedlemmer, og således er nu 54 virksomheder af forskellig art repræsenteret i foreningen.

En del af forklaringen skal måske findes i en ændret kontingentsats, så enmandsvirksomheder ikke skal betale lige så meget som dem med eksempelvis 10 ansatte, men det er også et udtryk for andet end det, mener formanden.

- Det er som om, at regional madkultur vokser. Jeg tror, det spirer og gror mere i Thy og på Mors, end vi har regnet med. Både fysisk og i forhold til lyst. Jeg tror også, at mange har benyttet coronatiden til en tænkepause og til at sige, at nu starter vi op selv, siger Anette Jensen, der selv driver Heltoften Bed & Breakfast i Flade.

Hun mener også, at medlemsfremgangen styrker Regional Madkultur Thy-Mors.

- Vi står stærkere i forhold til branding af fødevareområdet og området her, men også i forhold til dialog med Morsø og Thisted kommuner. Vi har et fødevaremekka her med fjorden, havet og landbrugsjord, der er perfekt til dyrkning, og det vil vi gerne brande, siger Anette Jensen.

Stor formidlingsopgave

I forbindelse med generalforsamlingen fortalte Kristina Lehmann Schjøtt, direktør for Destination Limfjorden, om trends inden for turisme og lokal mad. Anette Jensen fortæller, at en pointe her var, at turisterne vil have autentiske oplevelser, og at der er stor interesse for god og lokalt produceret mad.

Det er en interesse, som Anette Jensen også selv mærker hos sine gæster, når hun serverer mad for dem.

- I den forbindelse har vi som forening en formidlingsopgave af stor karakter, både indadtil og udadtil, siger Anette Jensen.

Formanden fortæller også, at Regional Madkultur Thy-Mors har sat gang i et nyt koncept i samarbejde med Thy Erhvervsforum og Morsø Erhvervsråd med sparring til nye virksomheder, ligesom foreningen blandt andet senere på året planlægger at holde høstmarked og et kokkeprojekt.

Regional Madkultur Thy-Mors håber desuden at kunne få midler hjem til en renovering og opgradering af foreningens madvogn, som medlemmerne kan låne og tage med rundt.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu