Flere bud på grunden bag gågaden i Nykøbing
Morsø Kommune kan gå videre med Rabenhøj-grundens fremtid
NYKØBING: Morsø Kommune har fået flere bud på at købe den såkaldte Rabenhøj-grund i det centrale Nykøbing. Da fristen for at indgive et bud på den knap 3000 kvadratmeter store tomme grund Grønnegade 5 udløb i fredags, havde kommunens forvaltning og politikere fået noget konkret at arbejde videre med.
- Jeg kan sige, at der er kommet mere end et bud. Vi satser på at vurdere buddene internt mandag, hvorefter vi holder et opfølgningsmøde med budgiverne tirsdag. Herefter vil der blive foretaget en vurdering, hvor vi i henhold til de opstillede vilkår vægter pris med 50 procent og indhold i form af det foreslåede byggeprojekt med 50 procent, siger specialist Pia Thybo, der administrerer Morsø Kommunes salg af byggegrunde.
Oplæg til politikerne
- Hvis alt går efter bogen, skulle vi kunne lave et oplæg til økonomiudvalget, der så kan behandles på udvalgsmødet onsdag 26. januar. Indtil da kan jeg ikke sige mere om de indkomne bud, siger Pia Thybo.
Politikerne har udtrykt interesse for at finde en eller flere private eller almennyttige investorer, som vil opføre leje- og/eller ejerboliger i form af punkthuse op til fem etager. Rabenhøj-grunden, der har fået sit tilnavn efter en autoforrretning, der lå på grunden frem til 2005, har en attraktiv beliggenhed inde bag Nykøbings strøg, Algade.
Kommunen købte grunden i 2017 for tre millioner kroner. Man har udbudt den uden fastsat mindstepris med mulighed for at afvise bud, der vurderes som for lave.