Er du en rollemodel? Så er du en af dem, der er mangel på lige nu
Frivilligcenter Mors holder infomøde for nye rollemodeller
NYKØBING: - Nogle gange er det hele dumt, og så skal man lytte. Men man skal også være den, der kan sige til den unge, at man altså ikke behøver at sige op, første gang chefen er dum.
Det siger Gry Skaarup, koordinator på Frivilligcenter Mors. Hun har i mange år været frivillig rollemodel for unge, der har trængt til en fornuftig voksen at tale med. Nu er hun selv koordinator for projektet.
8. februar er Gry Skaarup og Frivilligcenter Mors vært for et informationsmøde for nye rollemodeller, som afholdes i loungen hos butikken Draumur på Rådhustorvet i Nykøbing. Der mangler nemlig flere frivillige voksne, der gerne vil hjælpe unge med behov for støtte.
Indsatsen har tidligere ligget hos jobcentret, og da Gry Skaarup startede som rollemodel tilbage i 2015, var der omkring 15 frivillige. Siden er nogle faldet fra, og under corona er det gået ekstra stærkt, så der nu kun er tre frivillige rollemodeller tilbage.
- Indsatsen skal virkelig have en saltvandsindsprøjtning nu, fastslår hun og tilføjer:
- Det er en rigtig god indsats, og alle de unge, der har været igennem, har været rigtig glade for det.
Gry Skaarup understreger, at man ikke skal være professionel terapeut for at melde sig som rollemodel.
- Vi holder et lille kort kursus på to aftener, hvor vi ved hjælp af et dilemmaspil går igennem de situationer, man kan komme i, fortæller hun.
Opgaven for rollemodellen kan være helt lavpraktisk som at hjælpe den unge med at lægge et budget.
- Hvis man kommer fra en familie eller et liv, hvor der ikke er så meget voksennetværk, så kan det være godt at have et ekstra øre, der lytter. Men rollemodellen skal også være en tillidsperson, der kan hjælpe den unge med at se nogle muligheder og få et lidt lysere blik på at komme videre. Med en hånd i ryggen bliver vejen fremad lidt nemmere, uden at de unge skal slås alt for meget, siger koordinatoren.
Frivilligcentret søger lige nu også reservebedster til børnefamilier. Der er venteliste til at få en bedste, oplyser Gry Skaarup. Det vil man også kunne få information om ved mødet 8. februar.