Billede beskrivelse

En fond siger farvel

Dansk Skaldyrcenter opløser sig selv

15. december 2021 kl. 16.07
Opdateret 16. december 2021 kl. 11.31

MORS: Det bliver en afvikling over et teamsmøde på skærm, og der vil ikke blive serveret så meget som en flad limfjordsøsters med bobler til. Torsdag holder fonden Dansk Skaldyrcenter bestyrelsesmøde med ét punkt på dagsordenen: Afvikling og nedlæggelse af fonden.

- Det er en erhvervsdrivende fond, og derfor skulle al aktivitet afvikles, før Civilstyrelsen ville gå med til en opløsning. Men det er nu sket, og vi har jo allerede doneret fondens tilbageværende formue på 2,6 millioner kroner videre til Dansk Skaldyrcenter under DTU. Det skete i oktober i forbindelse med indvielsen af centrets østersklækkeri. Pengene overføres fra banken, når vi har holdt mødet , siger den snart forhenværende bestyrelsesformand, Lauge Larsen (S).

Foruden ham har bestyrelsen talt Hans Riisager Holst som kasserer, Viggo Kjølhede, der repræsenterer muslingeerhvervet, og Jørgen Dalskov fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

På idé fra Morsøs daværende borgmester, Egon Plejdrup Poulsen (S), der blev den første bestyrelsesformand, opstod fonden i slutningen af 1990’erne.

- Vi fik en startkapital på cirka 35 mio. kr. fra EU og staten til at arbejde med forskning i skaldyr. Viborg Amt støttede også, men ved kommunalreformen blev amtets andel overført til kommunen. Region Nordjylland blev efterfølgende sat ind og har støttet, og jeg repræsenterer regionen, siger Lauge Larsen.

Billede beskrivelse

Industrien var med

I begyndelsen var også skaldyrsindustrien repræsenteret i bestyrelsen ved den mangeårige direktør for Vilsund Blue, Søren Mattesen. Men det ændrede sig, da skaldyrcentret kom på finansloven og blev en del af DTU fra 2014.

- Herefter kom forskningen i fokus. Men jeg nåede at opleve det følsomme område mellem biologer, fabrikker og fiskere, som jo ikke var enige om, hvor store fangster, det var forsvarligt at hjemtage. Skaldyrcentret var med til at udvikle mere skånsomme redskaber og metoder, og det var fiskerne også interesseret i for at bevare fiskeretten. Jeg synes, vi fandt en god balance mellem at beskytte og samtidig sikre et erhverv, siger Lauge Larsen.

Det lå i formuleringen, at Dansk Skaldyrcenter skal være et forsknings-, formidlings- og oplevelsescenter.

- Var vi ikke kommet på finansloven, vil centret næppe have eksisteret i dag. Egenkapitalen var brugt på det tidspunkt, blandt andet til bygningerne på Ørodde, der blev indviet i 2003, og vi skulle bruge al energien på at søge forskningsmidler, og de penge, der kom ind her, dækkede ikke de faste udgifter til at drive centret. Samtidig havde kommune og region ikke i længden mulighed for at støtte med de midler, der var brug for, siger Lauge Larsen.

Han mener, at fonden har opfyldt sit formål i og med, at centret kunne tage klækkeriet i brug.

Se også
Børnehave for bløddyr

- Dermed ikke sagt, at vi er nået i mål, for der er fortsat et stykke praktisk og forskningsmæssigt arbejde, der skal gøres, før vi får de skaldyr, der udklækkes i bassiner på land, lagt ud på bankerne i fjorden, hvor de senere kan høstes. Det er det, vi giver vores restkapital til, siger den afgående formand.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste