Den anmelderroste danseforestilling ”Turist” kan opleves i Limfjordsteatret 3. og 4. februar. Foto: Engedahl fotografi
Det sker

Det lugter af Gnu på Limfjordsteatret

Anmeldere giver seks stjerner til danseforestilling, der snart kan opleves på Mors

20. januar 2022 kl. 09:29

Don Gnu gæster Limfjordteatret med den humoristiske, actionfyldte og anmelderroste danseforestilling ”Turist”.

Det skriver teatret i en pressemeddelelse.

- Hvis corona-tiden har givet abstinenser efter at komme ud at se verden, så har Limfjordsteatret et godt tilbud: Kom på en uforglemmelig rejse med Don Gnu og den anmelderroste forestilling ”Turist” 3. og 4. februar, hedder det i pressemeddelelsen.

Forestillingen er teatrets første siden genåbningen, og teaterdirektør Gitta Malling glæder sig til at tage hul på en ny halv-årssæson.

- Vi måtte desværre aflyse årets første forestilling ”Mørkesti og solskinsdryp” for børn på grund af corona. Til gengæld har vi det kommende halvår en perlerække af forestillinger til både voksne og børn på Mors og i Thy, og jeg kan næsten ikke forestille mig noget bedre end at åbne med Don Gnu, som har besøgt os flere gange med stor succes, siger Gitta Malling.

Don Gnu er et charmerende, energisprudlende og meget anderledes danseteater med base i Aarhus. Selv folk, der ikke kunne drømme om at se en traditionel danseforestilling, har måttet overgive sig til deres charme, tempo og timing.

Forestillingen har fået flotte anmeldelser. Kulturnyt skriver: ”Seks stjerner for aktualitet, elegance, dans, musik, god underholdning og koreografi.”, mens det i Århus Stiftstidende bl.a. lyder: ”Tre hamrende dygtige dansere byder på det rene dansevanvid i alskens skønne afskygninger. Don Gnus nye forestilling ”Turist” er begavet og humørheavy koreograferet.”

Turnéen kom lidt skævt fra start, da Don Gnu-truppen måtte aflyse de første forestillinger på grund af corona-smitte. Til gengæld skulle de være flyvende, når de gæster Limfjordsteatret på Mors med to forestillinger 3. februar om aftenen og 4. februar om formiddagen med en efterfølgende snak med artisterne i caféen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu