Danmarks mest kendte lastbil er vendt hjem: Nu skal den hugges op
Vognmand Benny Nielsen har købt uheldslastbil tilbage fra forsikringen og håber, at reservedele kan bjerges
THISTED: Hvor der engang var en forrude hænger nu en enlig Wunderbaum og dingler i efterårsbrisen. Der er ikke en skærm, der ikke er bulet eller skrabet, og det meste af dæk og undervogn er smurt ind i gråligt mudder.
Det er vel nok Danmarks for øjeblikket mest kendte lastbil, der har fundet vej til Stiholt i Thisted. Den grønne Scania fra Fredsø Vognmandsforretning stjal overskrifter, da den i sidste uge trillede af færgen Mary ved Hvalpsund og sank til Limfjordens bund.
Nu har vognmand Benny Nielsen købt sin bil tilbage fra forsikringsselskabet.
- Jeg håber selvfølgelig, at der stadig er nogle reservedele på bilen, som jeg kan bruge, forklarer han om den beslutning.
Det er både sikkert og vist, at den uheldige Scania ikke kommer ud og køre igen. Men afløserbilen er fundet:
- Jeg købte fire spritnye Scaniaer, der var specialopbyggede til at køre for minkbranchen, lige inden erhvervet blev lukket ned, siger Benny Nielsen.
Dermed skal afløserbilen altså bygges om, inden den kan indgå i driften.
- Men der er så lang leveringstid på dele lige nu, at det godt kan betale sig at finde ud af, om noget fra den gamle bil kan reddes, siger Benny Nielsen.
Vognmanden har også købt bilens hænger, og her er han noget mere optimistisk.
- Alt skal skilles ad, vaskes grundigt, tørres og smøres, og så ser vi, hvordan det står til, siger han.