Billede beskrivelse

Bytur endte voldeligt for to morsingboer: Fik peberspray af politiet

Natten til lørdag var to mænd i sammenstød med politiet efter besøg på restauration

15. november 2021 kl. 09.09
Opdateret kl. 11.36

NYKØBING: Politiet blev tilkaldt natten til lørdag kl. 01:56 til en restauration i Havnegade, hvor to morsingboer var blevet godt gale i skralden, med støjende og fornærmende adfærd til følge.

Patruljen fik først kontakt til en 33-årig mand, der ikke ville oplyse hverken navn eller adresse til ordensmagten. Mens politiet var beskæftiget med den 33-årige, begyndte en 34-årig mand at blande sig og snakke grimt til betjentene.

Optrinnet eskalerede i en sådan grad, at begge mænd måtte pacificeres med peberspray, da de modsatte sig anholdelse. Kl. 02:15 lykkedes det at få så meget ro på gemytterne, at begge mænd kunne komme med på stationen.

Begge mænd har fået forbud mod at komme på den pågældende restauration i de kommende to år, og begge fik sigtelser for at forsøge at forhindre politiets arbejde. Den 34-årige er desuden sigtet for fornærmende tiltale mod politiet, mens den 33-årige fik en sigtelse efter retsplejeloven for ikke at oplyse sit navn til politiet.

De forblev i politiets varetægt indtil kl. 05:30, hvor de blev sat på fri fod igen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste