Ejer vågnede, da hans bilrude blev smadret - kort efter stod bilen i flammer
- Påsat, lyder det fra Midt- og Vestjyllands Politi
NYKØBING MORS: En bilejer på Nørrebro I Nykøbing Mors fik natten til mandag en brat opvågning ved lyden af en rude, der blev knust.
Det viste sig at være en rude i hans Toyota Yaris, som stod i indkørslen, der blev knust. Kort efter var der ild i bilen.
Alarmen modtog politi og beredskab kl. 02.02.
- Brandvæsnet fik hurtigt ilden under kontrol og kunne konstatere, at en rude var blevet knust, og i bilen lå der en sten. Der er formentlig brugt brændbar væske til at antænde ilden, siger vagtchef Simon Skjelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Han oplyser, at en hundepatrulje i nærheden fandt et gult plasticlåg fra en dunk med husholdningskemikalier, som kan have været brugt til at sætte ild i bilen med.
- Det er i hvert fald påfaldende, at den ligger der, så det skal vi have undersøgt, siger Simon Skelkjær.
Midt- og Vestjyllands Politi hører gerne fra vidner, der har bemærket noget, der kan være med til at opklare, hvem der har sat ild til bilen.
Politiet kan kontaktes på telefon 114.