Shopping

50 år i samme butik - nu slipper Torben tøjlerne. Næsten da...

Torben Jensen kunne 1. november fejre 50-års jubilæum i en og samme butik. Nu har han givet teten videre til fjerde generation

09. november 2021 kl. 20:15

For blot få år siden kunne Torben Jensen fra Mister på Algade i Nykøbing fejre forretningens 100-års jubilæum. 1. november i år kunne han fejre sit eget 50-års jubilæum samme sted. Nu giver han for alvor teten videre til sin datter, Sofie Hyldig. Det var Torben Jensens bedstefar - Ejner Jensen - der startede hele eventyret. Og dog. I 1918 købte Ejner Jensen forretningen af sin fætter, så dermed har forretningen været i familiens slægt i endnu flere år.

- Men i direkte familie så er jeg tredje generation, siger Torben Jensen.

Over en årrække er der sket en virksomhedsoverdragelse til Sofie Hyldig, der står som eneindehaver af forretningen. Men Torben kommer stadig til at have sin om ikke daglige så i hvert fald ugentlige gang i butikken. Han kan ikke undvære forretningen og alle kunderne.

- Jeg stikker nok ind forbi i ny og næ. Og så bliver der nok også brug for mig her op til jul, siger Torben Jensen, der har nydt hver eneste dag i forretningen i løbet af de mange år.

Han begyndte i forretningen i 1971, da han var 20 år gammel. Det var hans andet job. Inden da havde han været ansat hos Glyngøre Fiskeindustri, hvor han blev udlært på kontoret.

- Da jeg blev færdigudlært, skulle jeg finde noget andet. Så sagde min far, at jeg ligeså godt kunne begynde her i stedet for bare at finde et eller andet job, husker Torben Jensen.

Pludselig tog det ene år det andet.

Torben Jensen kørte parløb med sin far frem til 1988. At han de seneste år også har kørt parløb med sin datter, ser han som en stor gave.

- Der er ikke mange, der oplever 50 år i samme butik, og der er heller ikke mange, der oplever, at kunne give en forretning videre til fjerde generation, smiler han.

Fra 1918 til 2012 lå forretningen på Algade 9. Lokalerne var blevet for små, og derfor flyttede Mister til Algade 23.

Torben Jensen husker også dengang, hvor karlene fra gårdene kom ind hvert halve år for at få nyt tøj. Det var også dengang en handel blev sluttet af med en cigar.

- Der blev røget nogle store cigarer. Det gjorde man jo dengang. Dengang brugte man heller ikke poser. Der blev tøjet pakket i bølgepap og brunt papir - og hold da op den tid det tog, husker han.

Der er sket meget siden da, og Torben Jensen har fulgt med udviklingen hele tiden.

- Gør man ikke det, så går forretningen i stå, siger han.

Torben Jensen har i løbet af de 50 år solgt tøj til flere generationer i samme familie.

- Nogle af vores trofaste kunder kommer endda langvejs fra. Kunsten er at følge med udviklingen og jævnligt have et nyt sortiment, siger Torben Jensen.

Han har de seneste par år droslet ned på antallet af dage i forretningen om ugen, så da han en dag for halvandet år siden kommer ind og ser, at habitterne var rykket op på førstesalen og mere ungdommeligt tøj var flyttet ind i stueetagen, blev han lidt forundret.

- Jeg spurgte, hvad nu det var for noget, smiler han.

På det tidspunkt var der begyndte at være rygter om, at der ikke var tøj for børn i byen længere.

- Nif Nif brændte jo. Derfor valgte vi at tage nogle andre produkter ind, og den afdeling den går altså rigtig godt, siger han.

Torben Jensen har svært ved at smide tøjlerne helt.

- Jeg skal ikke hjem og sidde i lænestolen. Måske skal jeg spille lidt golf, men det kan jeg jo ikke få hele dagen til at gå med. Forretningen her har jo været mit liv. Hele mit liv.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu