Seneste nyt
Billede beskrivelse

Mors-Thy Håndbold Akademi manglede det sidste i topkampen mod GOG

11. november 2023 kl. 19.11

Mors-Thy Håndbold Akademi har fået en god start på sæsonen i U19-ligaen, hvor holdet inden lørdagens kamp mod GOG havde hentet 9 point ud af 10 mulige, mens lørdagens gæster fra GOG havde maksimumpoint. Lørdagens kamp på hjemmebane mod GOG var sæsonens hidtil største styrkeprøve for Mors-Thy Håndbold Akademi. Hjemmeholdet gjorde generelt god figur i kampen, men til sidst tippede de berømte marginaler GOGs vej, og Mors-Thy Håndbold Akademi tabte kampen med 30-32.

- Vi manglede lidt skarphed, men vi fik vist, at vi sagtens kan være med blandt de bedste i Danmark, siger Mors-Thy Håndbold Akademi-træner Henrik Tilsted.

Fra kampens start var det to godt indstillede mandskaber, der kom fra start. Særligt i defensiven var der lovende takter fra hjemmeholdet, der i samarbejde med Simon Lundorf i målet fik en god start på topkampen. GOG fik dog også vist muskler i deres defensiv, og fynboerne fik presset hjemmeholdets offensiv ud i vanskelige situationer. Efter en lige første halvleg var stillingen 13-13.

Anden halvleg var fortsat en intens og lige affære, hvor begge mandskaber fik vist prøver på, hvorfor de to hold begge må anses som favoritter til DM-titlen. I anden halvleg var udeholdet dog mest i teten, og i perioder trak gæsterne fra. Mors-Thy Håndbold Akademi fik dog konstant kæmpet sig tilbage i kampen. Til sidst i kampen havde GOG dog den ekstra snilde og skarphed, hvilket gjorde, at Mors-Thy Håndbold Akademi tabte med 30-32.

- Deres skytter fik lov til at komme lidt for tæt på os til sidst i kampen. Havde vi været lidt dygtigere i nogle situationer, så havde vi fået point, siger Henrik Tilsted.

Med lørdagens nederlag befinder Mors-Thy Håndbold Akademi sig på rækkens 2. plads.

Kampfakta

Håndbold, U19 Liga 

Mors-Thy Håndbold Akademi

GOG

Resultat: 30-32

Pause: 14-14

Mål: Frederik Bak 9, Anton Houe 6, Christoffer Brorson 6, Gustav Sunesen 3, Kristoffer Vestergaard 3, Frederik Adamsen 1, Jonas Dehn 1 og Tobias Danielsen 1.

Del artikel
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste