Mindre julelys i gågaden mødes med accept fra de handlende
Morsø Kommunes udvalg for teknik og miljø skal agere lyseslukkere på mødet onsdag
NYKØBING: En mere skummel jul end normalt venter kunder og butiksdrivende i Nykøbings gågader og torve. Som følge af den anstrengte energisituation ventes Morsøs Kommunes udvalg for teknik og miljø onsdag at vedtage en række indskrænkninger i jule- og gadebelysningen.
Indstillingen går på at slukke for belysning af bygninger, konstruktioner og beplantning og i et eller andet omfang at indskrænke tændingsperioderne for gadelys. Handelsstandsforeningen Mors Handel er inddraget i formuleringen af retningslinjer for strøggaderne, og formand Michael Hansen forsikrer, at de handlende er indstillet på at dæmpe julelysene i år.
Blandt andet har Mors Handel accepteret, at kommunen slukker hver anden gadelygte i gågaden i perioden fra 1. søndag i advent, 27. november, til og med 28. december, som er den periode, hvor julebelysning tillades i år. Det er der penge at spare ved, idet gadelamperne i Algade og på torvene endnu ikke er udskiftet til strømbesparende led-lys. Dette vil ellers være sket for 97 procent af gadebelysningen i Morsø Kommune ved udgangen af oktober.
Julelys kompenserer for gadelys
- Hvis vi skal spare, skal vi handlende også yde vores bidrag. Det vil ikke betyde noget, at hver anden af de ordinære gadelygter slukkes, for vi har jo lyset fra den juleudsmykning, vi hænger op tværs over gaden, og den er med led-lys. Vi vil også kunne leve med, at julebelysningsperioden først starter 27. november, men vi tænder vores store juletræ på Kirketorvet 18. november, siger Michael Hansen.
Med i indstillingen er også, at der ikke vil være spotlys på Nykøbing Kirke, Højbro, træerne ved Klostertorvet samt dele af Rådhustorvet og Kirketorvet/Havnegade. Her følger kommunen regeringens anbefaling om at slukke for denne slags belysning.
- Kommunen skal spare, og vi er nødt til at gøre som alle andre, selv om vi selvfølgelig helst ville have haft lys på bygninger og torve. Så må vi sætte spot på de steder, hvor kunderne kommer. Internt i foreningen drøfter vi en fælles holdning til, hvor meget lys, butikkerne kører med i december. Man slukker så meget, man kan, når man går hjem, og det samme gælder det lys, der ikke er nødvendigt i løbet af dagen, siger Michael Hansen.
Er der et sikkerhedsmæssigt aspekt med hensyn til hærværk og indbrud?
- Ikke ved at slukke hver anden gadelygte, når den øvrige belysning som nævnt kompenserer for det. Men der kan være det ved enkelte butikker. Min egen forretning har eksempelvis tilladelse til at have belysning på til senere på aftenen end andre, fordi vi ligger i en højere sikkerhedsgruppe, siger Michael Hansen, der er indehaver af ure- og guldsmedeforretningen Clockhuset.
Fordobling af gadelysudgift
Generelt imødeser kommunen en fordobling af udgiften til gadebelysning til 1,9 millioner kroner årligt. Der arbejdes videre med en tilpasning af tændingsperioderne, idet man ved den nye led-belysning kan lave en gradvis dæmpning , som også tilpasses vejrforholdene, således at der er mere belysning, når sigtbarheden er lav.