Messe for 13. gang: Igen fuldt hus i Sjørring
Udstillere rejser langt for at deltage i Sjørring Kunst- og Vinmesse
12 gange har lokale foreninger inviteret til kunst- og vinmessen i Sjørring den sidste søndag i oktober.
Og selv om dusinet dermed er fuldt, synes der at være usvækket interesse for at komme til Sjørring sidste søndag i oktober med med udstillinger af kunst, kunsthåndværk - samt vin og det, der ligner.
I hvert fald bliver der med 71 udstillere også til den 13. udgave af messen søndag 29. oktober fuldt hus i Sjørring Idræts- og Kulturcenter.
- Men der er 20 udstillere med i år, som aldrig har været her før. Så er der til gengæld også forsvundet 20 andre, fordi der ikke er plads til flere, fortæller Knud Jørgensen, medlem af messeudvalget sammen med bl. a. Mogens Nielsen.
- Det overrasker mig, at de nye kommer så langvejs fra. De kommer fra Jelling, Randbøl, Bogense på Fyn og Vejen og mange andre steder, siger Mogens Nielsen.
Messeudvalget gør da også en aktiv indsat for at skaffe nye udstillere.
- Når medlemmerne af messeudvalget er ude til en udstilling, snupper de gerne et visitkort, som vi så skriver til, fortæller Mogens Nielsen.
Finn Jorsal, tidligere rektor på Thisted Gymnasium, står for åbningen af årets messe, mens museumsleder Jytte Nielsen fra Museum Thy senere på dagen fortæller om det nye Thisted Museum og om nogle af de berømte fund fra egnen.
Messeudvalget havde håbet også at kunne byde på en udendørs oplevelse i forbindelse med årets messe - nemlig en indvielse af den nye aktivitetspark, der er en del af Sjørring Fælled lige bagved idræts- og kulturcentret.
- Men vi har ikke fået de træer, der skal plantes, fra planteskolen. Så nu venter vi nok til foråret med indvielsen, siger Knud Jørgensen.