Mere end 60 børn har meldt sig: Springgymnastik i Klitmøller får luft under vingerne
KLITMØLLER: Klitmøller er ikke kun surf og saltvand - nu fyldes byen også snart med saltoer, kolbøtter og kraftspring.
Med en samlet donation på 71.623 kroner fra Sparekassen Thy Fonden, Sparekassen Danmark Fonden Thy og Folkeoplysningsudvalget under Thisted Kommune samt med støtte fra Klitmøller IF er det lykkes folkene bag det nye initiativ at skaffe midler til indkøb af både air track, skummåtte og skumplint.
Dermed er de nye springhold klar til start i gymnastiksalen på Klitmøller Friskole allerede sidst på sommeren. Og noget tyder på, at børnene er helt klar til en vinteraktivitet i Klitmøller. Allerede nu har mere end 60 børn tilkendegivet, at de vil prøve kræfter med springgymnastikken til september.
Blandt de 3 til 5-årige er der nok tilmeldinger til to hold, dertil kommer et hold for de lidt større børn - og sandsynligvis et for de helt små. Det betyder, at det ikke kun er gymnastikglade børn, men også hjælpsomme voksne, som initiativgruppen leder efter.
- Det er virkelig dejligt med den store interesse, og det betyder også, at vi får brug for flere hænder, hvis det skal lykkes at løfte alle hold, siger Kate Buch Andersen, som er en af initiativtagerne bag og selv er tidligere gymnast.
Som frivillig behøver man ikke have en hel masse erfaring med i bagagen, fortæller hun.
- Du behøver ikke være uddannet instruktør - det vigtigste er, at du har lyst! At du er glad og positiv, og gerne vil lære børn at bruge deres krop, mens vi har det sjovt, siger Kate Buch Andersen.
Hun håber, at gymnastikken kommer til at spille godt sammen med områdets andre fritidsaktiviter.
- I en by som Klitmøller, hvor der er masser udendørs aktiviteter – surfing, spejder og fodbold - giver gymnastikken en kærkommen mulighed for at skabe et godt fællesskab indendørs, når efterårs- og vintervejret sætter ind, siger hun og tilføjer:
- Springgymnastik er jo ikke bare fysisk træning – det er også fællesskab og leg. Særligt for de helt små kommer det mest af alt til at handle om leg, siger hun.
Springgymnastik i Klitmøller har modtaget 25.000 kroner fra Sparekassen Thy Fonden, 25.000 kroner fra Sparekassen Danmark Fonden Thy og 21.623 kroner fra Folkeoplysningsudvalget ved Thisted Kommune.
- Uden støtten fra fondene og kommunen, kunne det ikke lade sig gøre, så det er vi selvfølgelig meget taknemmelige for. Vi har netop bestilt udstyret, og nu glæder vi os bare rigtig meget til at komme i gang, siger hun.
Vil du være med? Kontakt Kate Buch Andersen på katebuchandersen@gmail.com – der er plads til både store spring og små skridt.