Billede beskrivelse

Venneforening vil gerne sende plejehjemsbeboere ud i det blå

16. april 2026 kl. 19.01

NYKØBING: De vil så gerne gøre tilværelsen lidt lysere for de 48 beboere på Rolstruplund Plejecenter i Nykøbing, men venneforeningen, der blev stiftet for et år siden med det formål at styrke aktiviteterne og dermed fællesskabet på plejecenteret i samarbejde med beboere, personale og ledelse, mangler midler til det.

Og det gør ”ondt” på bestyrelsen for venneforeningen i denne tid, hvor foråret og sol kalder på ture ud under den blå himmel.

Det kan bare ikke lade sig gøre, for plejecenteret råder ikke over en bus, venneforeningen kan låne. Det eneste, venneforeningen har lige nu til ture ud i det blå, er en golfvogn, hvor der er plads til en beboer ad gangen.

Billede beskrivelse

- Det rækker jo ikke langt, når vi har 48, der gerne vil med på tur, siger Malene Bedsted, der som aktivitetsmedarbejder på plejecenteret var en af initiativtagerne til at starte venneforeningen og nu er menigt medlem af bestyrelsen.

Plejecenteret råder også over to elparcykler, men de er i stykker, og venneforeningen har fået fortalt, at det vil koste i omegnen af 30.000 kroner at få dem repareret.

- Og de penge, vil kommunen ikke bevilge, så vi er nødt til selv at skaffe pengene, hvis parcyklerne skal istandsættes og igen gøre gavn for beboerne, siger formanden for venneforeningen, Erik Madsen.

Venneforeningen håber nu, at der findes folk derude, både pårørende og andre, som har lyst til at ”spytte lidt i kassen” for at hjælpe den med at gøre det muligt at give beboerne ture ud i det blå. Håbet er i første omgang at skaffe midler til at leje en bus et par gange om året og gerne også midler til reparation af el-parcyklerne.

Man kan støtte ved at tegne et medlemskab af Rolstruplunds Venner. Det koster 100 kroner om året for et individuelt medlemskab og 150 kroner for en husstand. Man kan også donere et beløb, som en pårørende gjorde for nylig med 5000 kroner.

- Den slags donationer tager vi meget gerne imod, for det er en stor hjælp, siger Erik Madsen.

For ud over turene ud i det blå vil venneforeningen gerne få så mange penge på kistebunden, at det også kan lade sig gøre at forsøde tilværelsen for beboerne hen over hele året. Ønsket er blandt andet at kunne tilbyde beboerne kalendergaver til jul på hver af de fire afdelinger, en lille julegave og blandt andet lave aktiviteter, der vækker minder.

Som sang, dans besøg af dyr og banko.

- Til at hjælpe os, har vi en god flok frivillige, men vi kan godt bruge flere frivillige hænder. Så har man lyst til at bruge lidt af sin fritid hos os, så skal man være velkommen, siger Malene Bedsted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste