Unge strømmer til landbruget: ’Landbrugs-crew’ hitter
MORS: Unge i 8.-10. klasse med lyst til et fritidsjob har i efteråret fået en unik mulighed for at blive en del af ”Landbrugs-crew” på Nordic Food College.
Gennem undervisning og praktik hos lokale landmænd har deltagerne fået indblik i livet som landmand og de færdigheder, der kræves for at finde og passe et fritidsjob i landbruget.
Et populært samarbejde
”Landbrugs-crew” er skabt gennem et samarbejde mellem Nordic Food College og Ung Mors. Forløbet, der faciliteres af Morsø Ungdomsskole, strækker sig over seks uger.
Én dag om ugen deltager eleverne i undervisning på Nordic Food College, hvor de lærer om maskiner, dyrehåndtering og arbejdspladskultur. Derefter tager de i praktik hos engagerede landmænd, der åbner dørene til deres hverdag i landbruget.
Forløbet afsluttes med evaluering, snak om ansøgninger, og uddeling af diplomer. De unge tilbydes desuden individuel hjælp til at finde fritidsjob efterfølgende.
En stor succes, der fortsætter
Interessen for ”Landbrugs-crew” har været overvældende, og derfor gentages forløbet til foråret.
- Det er første gang, vi kører et forløb som dette, og det har været en stor succes, fortæller Jonas Korsgaard, forstander og uddannelseschef på Nordic Food College.
Kombinationen af teori og praktik fungerer rigtig godt, og samarbejdet mellem os og landmændene giver eleverne et realistisk billede af branchen.
Som den eneste udbyder af erhvervsuddannelser inden for landbrug og fødevarer på Mors er det naturligt for os at være med i dette projekt.
Flere tilbud til landbrugsinteresserede unge
Ved siden af ”Landbrugs-crew” tilbyder Morsø Ungdomsskole og Nordic Food College også forløbet ”Gå til landmand”. Over otte uger får eleverne én eftermiddag om ugen lov til at deltage i sæsonrelaterede landbrugsopgaver – fra at drive dyr til at køre halm på loftet. Dette hold er også populært og vender tilbage næste år.
Fritidsjob gør en forskel
Johs Odgaard, leder af Morsø Ungdomsskole, ser stor værdi i projekter som disse.
- Vi har gennem flere år arbejdet med fritidsjob i supermarkeder gennem Coop Crew og ved, hvor stor betydning et fritidsjob kan have for unges skolegang, sociale færdigheder og fremtidige uddannelsesmuligheder. Samarbejdet med Nordic Food College om landbruget er oplagt, og vi vil fortsætte med at udforske nye samarbejdsmuligheder, udtaler han.
Både Nordic Food College og Morsø Ungdomsskole glæder sig til at udvide initiativet, der allerede nu har vist sig at være en succes.