KHIF tilbage i Serie 2. De unge blev i byen. Det gav sammenhold og oprykning. Privatfoto.
Mennesker

Ungdommen tog affære i fodboldklub

25. juni 2022 kl. 08:00

Da Koldby Hørdum IF slog Hanstholm med 5-2 10. juni var det ikke kun en stor sejr over et af de evige rivaler. Det var den sejr, der betød, at KHIF igen er tilbage i Serie 2. En bedrift, der har bragt stoltheden tilbage i den traditionsrige klub. Det er de mange unge talenter, der har valgt at blive i byen, efter klubben for et år siden besluttede målrettet at satse på U19-arbejdet, som klubben kan takke for sejren.

- Vi må sige, at missionen er lykkedes. Det er en kæmpe succes for hele KHIF. Ikke kun har det betydet oprykning. Men det har skabt en helt ny holdånd, at vi har 24 spillere tilkoblet førsteholdet. Der påvirker hele klubben positivt - helt ned i børnerækkerme. Det er det, vi har brug for som klub i tider, hvor tendensen ellers er, at unge talenter siver fra klubberne hele tiden til andre klubber. Den tendens har vi fået vendt, lyder det fra klubbens formand, Marianne Leegaard.

Nu er der rigtig mange til træning igen, og det ser lyst ud for KHIF igen. Succesen skal tilskrives flere faktorer.

- Først og fremmest, at vi fik en god træner i Martin Moos, som lykkedes at samle klubbens førstehold med mange unge talenter og nogle erfarne. Nu arbejder vi på at skaffe en ny træner til førsteholdet. Det, tror vi, vil lykkes, lyder det fra Marianne Leegaard.

Næste opgave for ”babyholdet” fra KHIF bliver Thy-masterskaberne, der spilles 25., 28. og 30. juli.

Nyeste