Ukrainere, amerikanere og asiater mødtes midt i Thy
THISTED: Da Thy Internationals i slutningen af januar bød velkommen til årets nytårskur i Plantagehuset, blev det mere end bare en festlig fejring af det nye år. Arrangementet blev et levende billede på, hvordan Thy er blevet et ægte mødested for verden.
Det fortæller Thy Internationals.
Med omkring 50 deltagere, inspirerende oplæg og humoristiske indslag blev grundstenen lagt til et stærkt og fællesskabsorienteret 2026. Caféen summede af liv og sprog - fra ukrainsk og vietnamesisk til tysk og lettisk - mens lokale og internationale gæster mødtes i et mangfoldigt fællesskab.
Selvom størstedelen af deltagerne var lokale thyboer med stort hjerte for deres internationale medborgere, bød aftenen også på deltagelse fra Ukraine, Tyskland, Canada, Vietnam, Letland - og endda en overraskende stor delegation fra USA. En mindre gruppe fra Mors havde også fundet vej til Plantagehuset.
Frivillighed som brobygger
Aftenen bød på mere end hygge. Lotte fra Frivillig Thy holdt et oplæg om, hvordan samarbejde på tværs af kulturer og foreninger kan styrke lokalsamfundet. Hun fremhævede, at mange foreninger i Thy arbejder for lignende mål, men ofte gør det på hver sin måde.
Ved at samarbejde og dele ressourcer og idéer kan der skabes noget større og mere inkluderende - til gavn for alle. Brobygning handler ikke kun om mennesker, men også om samarbejde mellem organisationer.
- Vi er stærkere sammen
Formanden for Thy Internationals, Keren Familia Christensen, brugte nytårstalen til at sætte ord på foreningens vision. Hun understregede troen på, at alle grundlæggende ønsker at bidrage positivt - selv når sproglige eller kulturelle forskelle fører til misforståelser.
- Jeg drømmer om, at vi kan vise hinanden alt det gode fra vores baggrunde og dele det med lokalsamfundet. Så vi ikke bliver set som fremmede, men som mennesker, der bliver accepteret og forstået, sagde hun.
Med et glimt i øjet påpegede hun, at forskellighed netop er en styrke:
- Spørger man 10 personer om den samme opgave, får man 10 forskellige svar. Det betyder ikke, at kun én er rigtig - det betyder, at vi ser forskelligt på tingene. Og dét er vores styrke.
Invitation til generalforsamling
Thy Internationals inviterer alle interesserede - både lokale og internationale - til generalforsamling 12. februar kl. 19.00 i Plantagehuset.
Her er der mulighed for at få indflydelse og være med til at forme fremtidens internationale fællesskab i Thy.