Kåre Johannesen er en af mange chauffører som leverer dagligvarer til butikkerne.
Mennesker

Uden lastbiler og chauffører ingen varer i butikkerne

08. juni 2022 kl. 08:00
Kåre Johannesen er en af mange chauffører som leverer dagligvarer til butikkerne. Foto: Jens F. Munksgaard
Reklamerne på bilerne er blevet landskendte. Foto: Jens F. Munksgaard
HURUP THY-logoet. Foto: Jens F. Munksgaard

HURUP: Når vi køber en liter mælk, et glas sennep, en pakke tomater eller en pose chips er det alt sammen kommet til købmanden med en lastbil – sandsynligvis en sættevogn. I 2022 er der 15.430 af den slags lastbiler i Danmark. Vi kører om ved dem på alle veje. De kører på motorvejene, på landevejene og bag ved supermarkederne. Uden al den vejgodstransport kunne vi hverken få køkkenruller, sko, pålæg eller hårlak. Det hele køres rundt i landet på sættevogne.

Kåre er ansat hos N.C. Christensen og Sønner og har arbejdet der, siden han blev udlært som vejgodschauffør i 1995. Det kan være ham, der sidder nag rattet på en af de biler, der kendes på logoet: HURUP THY.

Men det kan også være en af de mange andre kolleger hos vognmanden, der har 45 biler kørende rundt i hele landet. Kører du en hverdag ned gennem landet på motorvejene, kan du stort set altid regne med at passere en HURUP THY-bil.

I førerhuset fortæller Kåre om sin uddannelse og sit arbejde

Uddannelsen til vejgodschauffør indeholder teori om biler – bremser, styretøj, olietryk, el-systemer, sammenkobling – samt om ruteplanlægning, arbejdsmiljø, geografi, færdselslære, kundeservice og logistik. Der er skoleperioder på EUC i Thisted, eller Holstebro og Esbjerg; og så er der praktik. Kåre fik sit kørekort tidligt sammen med truckcertifikat, krancertifikat og kvalifikationsbevis. Siden har Kåre arbejdet bag rattet i 16 år og på lageret i Hurup i 11 år. Så han kender dagligdagen på vejene og på ”lagerhotellet” i Hurup, hvor der er masser af de varer, som venter på distribuering til købmænd i hele landet.

33 paller chips

Forleden fik jeg lov at køre med på den første del af Kåre Johannesens fredagstur sydover. Den dag skulle han til Horsens med 33 paller chips af mærket LAYS fra Pepsico. I Horsens ligger et af REMA 1000´s centrallagre, hvorfra købmandskædens varer køres ud til butikker – blandt andet på andre biler fra HURUP THY. Kåre kan sjældent forudsige en ugeplan. Nogle uger kan han have to til tre overnatninger i bilen, fordi han skal langt hen i landet. To dage før, jeg var med på en del af en dagstur, var han rundt i Sønderjylland med bl.a. margarine, vinduer, emballage og rengøringsmidler; på hjemturen havde han mælk med til Hurup. Det kræver overblik at holde styr på, hvordan godset skal ind i det store lastrum, som skal fyldes i modsat orden af turens rute, så det yderste skal afleveres først og det bageste på sidste sted. Samtidig er der stor forskel på, om bilen er fyldt med chips eller med ”Bakkedal”. Margarine og smør vejer mere end chips. Der køres tonsvis af ”Bakkedal” og bagerimargarine fra Dragsbæk i Thisted ud til supermarkeder og store bagerier i hele landet.

Kåre har været i stort set hele landet. Han er jævnligt i Randers, Vejen og Horsens med store læs varer, som bagefter omlades til REMA 1000, NETTO og andre. Og hyppigt er der også vinduer fra Idealcombi på bilen.

Han har ”sin egen bil”, som ganske vist er på værksted for tiden. Hans egen bil har kørt 230.000 km. Så den har lang levetid endnu. Der er pinligt rent i førerhuset med blødt underlag og pænt foldede gardiner, som kan lukke førerhuset af indefra, når det forandres til sovekabine. Bilerne hos HURUP THY kører lidt over en million kilometer, før de udskiftes. Bilen har automatgear og servostyring. Det ser legende let ud, når Kåre manøvrerer rundt i trafikken. Det mest stressende på vejene er køkørsel og vejarbejde og så de trafikanter, som kører ud og ind mellem bilerne på vejen.

Reklamerne for Bakkedal

På min tur med Kåre kørte vi i ”en gammel bil”, som havde kørt 1.043.000 km. En SCANIA med 440 hestekræfter. Den er 16,5 meter lang, vejer uden last 24 tons og må laste 30 tons gods. Den har – som mange andre biler – reklamer for ”Bakkedal” på siderne. En yderst populær reklame, som vi alle kender. ”Trafikprop i THY”. ”Meditation i THY”. ”Jagerfly i THY”. Henholdsvis billeder af to traktorer på en mark. En surfer siddende på et surfbræt i havstokken. Og fem traner i flugt under aftenhimlen. Eller som her: Sandkasse i THY

Kåre befinder sig godt bag rattet. Her har han tankerne for sig selv. Han skal bare være fremme til tiden på et lager eller hos en købmand. Somme tider er det lidt trættende, hvis han ikke kan få ordnet papirarbejdet inden for rimelig tid; for han skal jo passe tiden til næste stop. Men ensomt bliver det ikke. Der er altid andre kolleger fra HURUP THY på vejen at tale med. Og så kender Kåre jo efter de mange år folkene hos kunderne. I fritiden er Kåre ivrig i Fitness Centret i Hurup. Det er godt for både krop og sjæl.

Og vi andre skal være glade for, at lastbilerne kommer med vore dagligvarer og andre fornødenheder. Uden dem og chaufførerne ville samfundet gå i stå.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu