Kristian Madsen Glintborgs fond lukkes ned, men først skal de sidste 500.000 kr. ud til værdigt trængende på Mors.
Mennesker

Uddeler 500.000: Nu kan du få del i Kristians sidste kroner

Fond lukker og slukker - men først skal den sidste halve million ud til værdigt trængende

17. september 2023 kl. 13:00
Opdateret kl. 16:48

Kristian Madsen Glintborgs Fond har siden 1989 uddelt legatmidler som støtte til trængte personer bosiddende på Mors, der er - eller har været - beskæftiget ved landbruget, enten som ejere eller medarbejdere.

Men nu er det snart slut.

Fonden har været under opløsning de seneste år, og når pengene er uddelt sidst på året, lukker den helt.

Borgmester Hans Ejner Berthelsen og resten af Økonomiudvalget i Morsø Kommune står for at vurdere ansøgninger og uddele arven efter Kristian Madsen Glintborg, og her håber man på at få mange ansøgninger.

- Vi opfordrer alle til at ansøge, som arbejder eller har arbejdet i eller omkring landbrug og godt kunne bruge en hjælpende hånd økonomisk. Grib muligheden, for vi har en halv million kroner, som vi skal uddele. Pengene kan i bedste fald komme en del mennesker til gode, som ikke har det så let. Så hvis du kender nogen, som kunne få glæde af legatet, så giv meget gerne vedkommende et praj - og giv eventuelt en hånd med ansøgningen, hvis ansøgeren har brug for det, siger Hans Ejner Berthelsen.

Borgmesteren synes også, at det er vemodigt at lukke fonden helt ned efter flere årtiers virke, men ligesom de fleste legater og fonde, som kommunen står for at administrere, så kan det ikke længere svare sig. 

Kristian Madsen Glintborgs Fond har været under opløsning siden 2021 og er åben for ansøgninger til og med 30. oktober

Annonceret indhold

Nyeste