Billede beskrivelse

Trine er ny paramediciner hos PreMed i Thisted

09. november 2025 kl. 19.00

THISTED: Trine, der tidligere har arbejdet som ambulancebehandler hos PreMed, har nu afsluttet sin uddannelse som paramediciner. Med sin nye titel på uniformen glæder hun sig over den øgede viden og de ekstra kompetencer, hun nu kan bringe i spil, når hun sammen med sin makker rykker ud fra basen i Thisted.

Det fortæller PreMed. 

Hos PreMed er der stort fokus på medarbejdernes efteruddannelse for at sikre både trivsel og faglig udvikling – og for at opretholde en høj kvalitet i ambulancedriften i Thy-Mors og Himmerland.

Trine har en alsidig baggrund og arbejdede både som rejse- og skiguide, inden hun skiftede retning og tog en kontoruddannelse i offentlig administration. Hun blev ansat ved politiet, hvor hun i otte år håndterede opkald til 114.

Vejen til det præhospitale felt gik via en elevplads hos Falck:

- Det krævede flere forsøg og hjælp fra en god bekendt at få en elevplads hos Falck, for det er ikke så nemt, når du er over 25 år, fortæller hun.

Efter seks år som ambulanceassistent tog Trine overbygningen til ambulancebehandler. Da PreMed overtog ambulancedriften i 2022, åbnede der sig nye muligheder for faglig udvikling:

- Jeg er meget videbegærlig og nysgerrig på faget, derfor har jeg altid taget alle de kurser, jeg kunne komme til. Så da jeg fik muligheden for at blive paramediciner gennem PreMed, slog jeg til, siger Trine og fortsætter:

- Det har altid været mit mål at give den bedst mulige behandling til borgerne, når de har brug for det. Med uddannelsen som paramediciner er min værktøjskasse blevet større, og jeg har bedre forudsætninger for også at hjælpe borgere med mere komplekse sygdomme og problemer.

Trine har i flere år fungeret som mentor for elever og bidraget til oplæringen af nye ambulancebehandlere. Tidligere i år blev hun udnævnt til faglig instruktør for kvalitet og udvikling hos PreMed. Halvdelen af hendes arbejdstid går med det instruktørfaglige arbejde, mens den anden halvdel bruges i ambulancen som paramediciner:

- Jeg vil gerne være med til at give vores elever et godt og trygt læringsmiljø, hvor der er god plads til at udvikle sig.

Hun fremhæver også den flade struktur og det stærke sammenhold i organisationen:

- Ledelsen er en del af ambulancedriften og tager vagter. Og hvis man har noget, man vil drøfte, er de gode til at lytte. Der er en generel lyst til altid at se det gode i mennesket. Og det gør PreMed til en rigtig god arbejdsplads, siger hun og tilføjer:

- Mine kolleger er ligesom en familie. Vi er der for hinanden, og vi ses også privat. Så hvis man f.eks. ved, at en kollega har haft en hård ambulancetur, så tager man en snak på basen, giver vedkommende et kald eller tager forbi til en kop kaffe.

Trine er 39 år og bor i Vilsund sammen med Søren, der også er paramediciner hos PreMed. Sammen har de to døtre på fire og syv år, og familielivet fylder det meste af fritiden i disse år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste