Billede beskrivelse

Travlhed fra starten: Kendt ansigt er i spidsen for nyt revisionsfirma

15. januar 2024 kl. 16.16

Peder Harbo Andersen er et kendt ansigt i revisionsbranchen i Thy. 

I 42 år har han revideret regnskaber for områdets virksomheder - både som medejer og som ansat i flere revisionsfirmaer.

Han var indtil 2021 medejer af Revikon på havnen i Thisted, som da blev opdelt i tre nye revisionsfirmaer, da de tre medejere gik solo.

Efterfølgende stiftede han sit eget firma PHA Revison med tre ansatte. I november 2023 blev firmaet så en del af det nystiftede selskab ReviFjord, der er en sammenlægning af PHA Revision og Fjordlands afdeling Erhvervspartner Fjordland.

Peder Harbo Andersen er firmaets direktør.

- Vi har haft travlt fra starten. Med 800 kunder og en ny stor virksomhed der skulle startes op, har der været meget der skulle gøres. Men nu er vi på plads og helt klar til den travle tid for revisorerne, som er januar til 1. juli, siger han.

Elsker kundekontakt

Han glæder sig over at være en del af et stort revisionsfirma, der har den størrelse og kapacitet, der gør, at der kan ydes den mest professionelle og værdifulde rådgivning for kunderne.

- Jeg kommer ikke til at udarbejde så mange regnskaber selv, da jeg får flere opgaver med gennemgang og erklæring på årsregnskaber. Det bedste i min nye stilling er, at der bliver mindre interne opgaver og mere tid til kundepleje. Jeg elsker kontakten til kunderne, lyder det fra kontoret i Silstrupparken med vid udsigt udover Limfjorden og Mors.

Udover kontoret i Thisted med 10 ansatte har ReviFjord også en afdeling i Skive med 13 ansatte.

- Vi er en del af Rådgivningshuset Fjordland, der er en af Danmarks største landboforeninger, der dækker Thy, Mors, Salling og Lemvig-egnen. Men vi skal ikke arbejde indenfor landboforeningens område - vi er en selvstændig revisionsvirksomhed, der primært arbejder med byerhverv og liberale erhverv, fortæller Peder Harbo Andersen.

Håndfuld år

Nu er 63-årige Peder Harbo Andersen i spidsen for et stort revisionsfirma. 

Og det er et job, han glæder sig over.

- Nu satser jeg på en håndfuld år hos ReviFjord. Her har jeg det godt. Jeg bliver i hvert fald ved til, at jeg er 67. Så må vi se. Men en ting er sikkert, jeg holder, før der kommer nogen og fortæller mig, at det er ved at være tid, lyder det med et smil fra den erfarne registrerede revisor og direktør for ReviFjord.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste