Billede beskrivelse

Tove fra Nykøbing fejrer 50 år med regnskabstal

23. juli 2023 kl. 08.01

Tove Therkildsen kan den 1. august 2023 fejre 50 års jubilæum hos Beierholm i Skive. Tove startede i lære i 1973 hos registreret revisor S. H. Simonsen i Nykøbing. 

Flere sammenlægninger mellem revisionsfirmaer har ført til det, der i dag er Beierholm i Skive, og kontoret på Resenvej har de sidste 20 år været Toves arbejdsplads.

Hun har gennem tiden arbejdet med alle typer af arbejdsopgaver, som udføres i et moderne revisions- og rådgivningshus. Dette være sig bogholderi, skatteopgørelser, revision, regnskabsudarbejdelse og økonomisk rådgivning i bred forstand. Arbejdet har omfattet direkte kundekontakt – denne kundekontakt er foregået med viden, autoritet, velvilje og godt humør. På denne måde har Tove hjulpet et utal af kunder i mange brancher med alle typer af opgaver, skriver Beierholm i en jubilæumsomtale. 

Det er ikke kun kunder, der har haft gavn af Toves indsats, mange kolleger har gennem tiden nydt godt af hendes skarpe øjne, imponerende alsidige viden og tålmodighed. 

At være en del af en arbejdsplads i 50 år kræver en konstant vilje til dels at udvikle sig mentalt, men også at følge udviklingen i lovgivning, systemer og IT. Tove har haft denne vilje i alle 50 år og har samtidig bevaret de basale færdigheder indenfor regnskabsvæsen.

Privat bor Tove i Nykøbing sammen med Kresten. Fritiden bruges meget i sommerhuset og i naturen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste