De to lejere hos kontorfællesskabet Thy & Co., Dorte Toft og Louise Hove, er nu gået sammen og har skabt virksomheden Toft & Hove Kommunikation. Privatfoto
Mennesker

To thyboer slår pjalterne sammen i nyt kommunikationsbureau

20. april 2022 kl. 17:00

THISTED: Skiltene på Dorte Toft og Louise Hoves kontorpladser i Thy & Co. har netop fået en makeover.

Hvor Louise før havde betegnelsen ”Studerende i Retorik”, står der nu ”Partner i Toft & Hove Kommunikation”.

Den nye stillingsbetegnelse lå ikke i kortene, da hun for et halvt år siden trådte ind ad døren til kontorfællesskabet som studerende.

- Det var egentligt bare meningen, at jeg skulle bruge studiepladsen herude til at få noget ro og skrive mit speciale. Jeg havde ikke regnet med, at jeg i dag ville sidde herude med min egen virksomhed – og tilmed i partnerskab med en af de andre lejere, siger Louise Hove Sørensen, der er partner i Toft & Hove Kommunikation.

En kontorplads ved siden af Dorte Toft, der i forvejen drev enkeltmandsvirksomheden Dorte Toft Kommunikation, udviklede sig til et tæt samarbejde, hvor Louise gradvist lavede flere og flere opgaver for Dorte.

Dog er samarbejdet ikke uvant for de to kvinder, der i forvejen driver netværket Klub Thy - men at de ligefrem skulle starte virksomhed sammen, var ikke planlagt.

- Jeg oplevede en stigende mængde af opgaver, så det var superfedt, at jeg kunne trække på Louise, som sad lige ved siden af. Vi fandt hurtigt ud af, at vi er et stærkt team, og at der er efterspørgsel på det, vi kan hjælpe med. Det førte til, at vi tog springet og nu har indgået partnerskab, lyder det fra Dorte Toft, der er partner i Toft & Hove Kommunikation.

Toft & Hove Kommunikation tilbyder hjælp inden for en række forskellige kommunikations- og markedsføringsopgaver som fx. tekstforfatning, PR, sociale medier mm.

Netværk og sparring

Hos kontorfællesskabet Thy & Co., der drives og faciliteters af Thy Erhvervsforum, er man glade for at have skabt et miljø, hvor nye virksomheder kan blomstre.

- Dorte og Louise er rigtig gode eksempler på, hvad kontorfællesskabet kan, og hvad netværk, sparring og fællesskab kan føre til. Det er selvfølgelig ikke alle her hos os, tværtimod, der ender med at slå sig sammen ligesom Dorte og Louise. Men vi har en åben kultur, hvor man i høj grad sparrer med hinanden, og hvor man ser de andre lejere som kollegaer, siger Community Manager hos Thy Erhvervsforum, Maja Hilding Sanchez Cruz.

Og det er netop fællesskabet og sparringen med de andre kollegaer, der gør, at de to kvinder fortsat er at finde i Thy & Co.

- Selvom vi er mange forskellige lejere, der sidder med hver vores opgaver i forskellige brancher, så hjælper vi i høj grad hinanden som kollegaer. Vi har jo det til fælles, at vi alle er selvstændige og driver virksomheder. Derudover er der er et stærkt socialt fællesskab, der gør, at vi ikke skal holde fredagsbarer og julefrokoster alene, siger Louise Hove Sørensen.

Fakta

Hos Thy & Co. er der flere forskellige lejemuligheder. Du kan både få et 10-turskort, en fast plads samt en studieplads.

-calh

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu