Billede beskrivelse

To guld- og fem sølvmedaljer til Thisted Atlet Club

30. maj 2025 kl. 06.01

THISTED: Ved weekendens Nationale Begyndermesterskaber i boksning (NBM2025), som fandt sted i Svendborg, deltog otte boksere fra Thisted Atlet Club (TAC) sammen med to trænere. Arrangementet blev afholdt af den lokale klub BK Rollo i samarbejde med Dansk Amatør Bokse-Union og havde tilmeldt hele 225 boksere fra hele landet.

Det fortæller TAC. 

Allerede fredag blev første kamp sat i gang, hvor Frederik Kragh Normand trådte ind i ringen i Letvægt U19. I semifinalen mødte han Felix Kærsgaard fra BK Rollo og sikrede sig en overbevisende sejr med dommerstemmerne 5–0.

Lørdagen bød på endnu flere kampe for TAC. Først i ringen var Rasmus Larsen Odgaard i finalen i Let fluevægt U17 mod Christian Nielsen fra Aabenraa Bokseklub. Her måtte Rasmus dog se sig besejret med cifrene 5–0.

Senere på dagen var Frederik Kragh Normand igen i aktion – denne gang i finalen, hvor han stod over for Oliver Harboe fra Høje-Taastrup Bokseklub. Det blev en tæt affære, men Frederik måtte nøjes med sølv efter et knebent nederlag på 3–2.

Billede beskrivelse

Abdul Rahman Flo stillede op i Mellemvægt, Elite, hvor han i semifinalen mødte Florentino Lauridsen fra BKM Arena. Kampen startede jævnbyrdigt, men et uheldigt slag førte til en skade i hånden, og Abdul måtte trække sig.

Senere lørdag aften var det Clement Plougmann Jørgensens tur i Let mellemvægt Elite. Med en offensiv og kontrolleret stil tvang han modstanderen til opgivelse, og kampen blev stoppet på RSC – sejr til Clement.

I finalen i Supersværvægt stod Emil Fjeldgaard Vodstrup Pedersen over for Marco Lefevre fra Frederiksværk Bokseklub. Modstanderen var dog fysisk overlegen, og kampen blev stoppet i første omgang med et RSC-nederlag til Emil.

Søndag var finaledag, og fire TAC-boksere skulle i aktion.

Først i ringen var Lukas Dahl Aakmann i Let weltervægt U17. Han dominerede hele kampen mod Elias Khasadar fra Farum Bokseklub og sikrede sig guld uden tvivl.

Dernæst boksede Yaroslav Yurashcuk i Let mellemvægt U19 mod Mattis Christiansen fra Nyborg Bokseklub. På trods af en stærk første omgang faldt intensiteten, og Yaroslav tabte kampen på RSC.

Amelia Brodauf, klubbens eneste kvindelige deltager, viste stor styrke i Let weltervægt U17 mod Julie Ospa Sommer Hove fra Struer Amatør Bokseklub. Efter en hård start vendte Amelia kampen og sejrede sikkert med 5–0 – og dermed en velfortjent guldmedalje.

Sidste kamp for TAC var endnu en finalekamp for Clement Plougmann Jørgensen, der mødte Frederik Buch fra AIK Roskilde. Selvom han kæmpede tappert, måtte han denne gang se sig slået med 5–0.

Med otte deltagende boksere og en samlet kampaktivitet på 96 opgør ved stævnet kunne TAC tage hjem med to guldmedaljer og fem sølvmedaljer – et stærkt resultat for klubben.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste