Billede beskrivelse

Thy- og Struer-hold holder liv i NM-drømmen efter stærke præstationer i Finland

18. oktober 2025 kl. 12.01

THY: De danske bilorienteringshold fra Thy og Struer har stadig gode chancer for at tage guldet i årets Nordiske Mesterskab, efter imponerende top tre-placeringer i weekendens afdelinger i Finland. Børge Holm og Jørn Mørup ligger aktuelt samlet nummer fire.

Det fortæller Thy Motor Sport. 

De to finske afdelinger blev afviklet fredag og lørdag nær Vaasa i det vestlige Finland, og her deltog ti danske hold – som satte et markant aftryk på konkurrencen med flere topplaceringer.

For det lokale makkerpar Børge Holm og Jørn Mørup var målet at bygge videre på den stærke start fra de danske afdelinger i foråret, hvor de opnåede en første- og en andenplads.

Fredagens afdeling bød på ren dansk dominans. Ikast-holdet Harald og Jan Søndergaard tog sejren, mens Struer-holdene kæmpede en tæt kamp om andenpladsen. Morten Jäger og Bent Mikkelsen trak det længste strå og slog Holm og Mørup med blot 18 sekunders forspring.

Selvom tredjepladsen var en lille skuffelse for Holm og Mørup, var der tilfredshed med at have slået de regerende nordiske mestre fra Sverige, Björn Henriksson og Ulf Andersson, der måtte nøjes med fjerdepladsen.

Lørdag fortsatte danskerne dominansen. Jäger og Mikkelsen kørte næsten fejlfrit og vandt med stor afstand til svenskerne, som igen kom ind før Holm og Mørup – denne gang på tredjepladsen. Søndergaard-brødrene fra Ikast blev nummer fire. Dermed var det de samme fire hold, der tog topplaceringerne begge dage i den udenlandske klasse.

I den finske klasse blev det til dobbeltsejr begge dage for det lokale hold Iiro Rousku og Stefan Åstrand, som nu ligger samlet nummer syv.

Forud for de sidste to afdelinger i Sverige den 7.-8. november skal begge Struer-hold levere topresultater for at komme i medaljerækken. Alle tre danske hold har stadig mulighed for at tage guldet – eksempelvis vil to sejre i Sverige kunne sikre det.

Det er dog stadig det finske hold Tomi Viitala og Juha Heikkilä, der fører mesterskabet. De vandt den udenlandske klasse i begge danske afdelinger tidligere på året, og med en anden- og en tredjeplads i den finske klasse i weekenden holder de fast i føringen. Afhængig af udfaldet i Sverige har hele syv hold fortsat mulighed for at tage NM-guldet – tre danske, tre finske og ét svensk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste