Billede beskrivelse

Thy Awards 2025: Iskolde badere modtog kæmpecheck

01. februar 2025 kl. 14.39

THY: Der var spænding til det sidste, da Årets Foreningspris og hele 25.000 kroner skulle uddeles ved fredagens store show i Thyhallen. 


Tre foreninger sad spændt ved her sit runde bord tæt ved scenen og ventede på, at den gyldne kuvert blev revet over af præsident Carsten Pedersen fra Lions Clubs Thisted, der for første gang står for prisen. 


Modtageren blev en af Thys hurtigst voksende foreninger - Thisteds vinterbaderforening.


Og det blev foran FDF Hurup og VI-KA - Thisted Handicap Idræts Forening.

Den store check på 25.000 kroner lunede i den populære klub, der bader ud fra Søbadet i Thisted.

I sin tale sagde Peder Schjødt-Pedersen fra Lions, at Thisted Vinterbader Forening ikke kun har haft en markant medlemsfremgang. Klubben har også vist en evne til udvikle og introducere nye initiativer, som trækker endnu flere medlemmer. Vinderen bidrager også til aktivt at udbrede sundhed og velvære blandt borgerne i kommunen - endda for en målgruppe, der eller er smalt repræsenteret i foreningslivet.


Thisted Vinterbader Forening blev stiftet i 2016 og havde det første år 50 medlemmer.

I dag ligger medlemsantallet på 417 thyboer, der er vilde med at bade året rundt - uanset vind og vejr.


Prisen Årets Forening gives til en forening, der har sat Thisted Kommune på landkortet gennem en positiv og engageret indsats. Vinderen skal have vist nytænkning, vilje til at gå nye veje og evnen til at være en god og loyal samarbejdspartner for kommunen og andre aktører.


De 25.000 kroner fra Lions, der fulgte med, doneres i samarbejde med XL-Byg Tømmergaarden, Feriepartner Thy og Dansk Anodiserings Industri.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste