Strikkegæster stod i kø fra morgenstunden: Fantastisk start for Wool Days
HURUP: Allerede halvanden time før var køen foran festivalkontoret på Cirkuspladsen i Hurup lige så lang som den strøm af strikkegæster, indehaveren af Wool Days Thy, Lotte Littau Kjærgaard, forventer vil sætte deres præg på Sydthys hovedstad og omegn de kommende tre dage.
- Det hele er bare gået så godt, også selvom deltagerne her til morgen måtte stå i en lang kø for at få deres armbånd som adgangsbillet til Hurup Hallerne. Og jeg vil skyde på, at vi i løbet af weekenden får solgt 5.000-6.000 armbånd, sagde Lotte Littau Kjærgaard, da LigeHer.nu mødte hende ved indgangen til hallerne.
Indenfor kunne Lotte Littau Kjærgaard lidt senere officielt åbne den første Wool Days Thy strikkefestival og byde de mange festivaldeltagere velkommen til Thy, til Hurup og til hallerne og skolen, som er omdrejningspunkterne for festivalen med udstillere fra flere lande og en lang række workshops.
Og Lotte Littau Kjærgaard var ovenud tilfreds med den fantastiske start, for allerede fredag formiddag var der masser af aktiviteter omkring de mange stande i de to haller. Der blev snakket strikkeopskrifter, kigget på garn og smagt på delikatesser fra Thy – blandt andet.
Deltagere fra nær og fjern
Ved de mange borde, som var opstillet midt i hovedhallen foran den store scene, blev der strikket flittigt, og snakken gik, mens man ventede på, at tv-journalisten Rigmor Sams gik på scenen med dagens gæster til den første af en række med en halv times Sofa Strik Snak.
Blandt tilhørerne var blandt andre en lille strikkeklub på fem medlemmer, der var kommet til Wool Days Thy fra Læsø.
- Vi har lejet et sommerhus i Ydby og kom allerede torsdag aften. Og vi deltager alle dagene på turen, som vi kalder en tøsetur. Forskellen på en tøsetur og en pigetur er, at tøser skejer lidt mere ud end piger. Og vi skal bare have det sjovt alle dagene med hygge, god mad og lidt festligheder, fortalte Mie fra gruppen.
Mens hun talte, sluttede designer Anette Danielsen sig til gruppen. Hun har netop skrevet en bog med gode historier fra Læsø, som har dannet inspiration bag hendes seneste 16 striktrøjer til kvinder.
- Hun er simpelthen vores strikkeguru. Og vores klubtrøje i vores strikkeklub er strikket ud fra et af Anette Danielsens designs, forklarede Mie.
Fest i byen
I løbet af eftermiddagen kom der gang i de forskellige workshops på skolen, men mange af deltagerne benyttede også det gode vejr til at snuse rundt i byen, hvor butikkerne var på tæerne med gode tilbud, ligesom flere foreninger bød sig til med salg af strik, mad og drikke, underholdning og meget andet.
Et af de musikalske indslag stod duoen West Road for, da de gik på scenen på torvet i gågaden og fik de forbipasserende til at stoppe op, synge eller nynne med og danse til velkendte danske og internationale hits.
Det bliver et på gensyn, for Wool Days Thy 2025 er allerede planlagt og vil næste år blive afviklet i dagene 19.-21. september.