Billede beskrivelse

Støtte til demente og pårørende: Flot beløb til sang på demens-plejehjem i Thy

16. september 2025 kl. 19.32
Opdateret 17. september 2025 kl. 09.30

På tre plejehjem i Thy bliver efteråret fyldt med musik og fællessang.

Et legat på 50.000 kroner fra Grethe & Jørgen P. Bornerups Fond gør det muligt at tilbyde ugentlige sang- og musikarrangementer på Fjordglimt i Sennels, Sct. Thøgersgård i Vestervig og Vibedal i Thisted i september, oktober og november.

Det er Karen Bjørnskov, tidligere musikterapeut i Thisted Kommune, der står for arrangementerne. Hun lægger vægt på, at musikken styrker relationerne mellem både demente og pårørende:

- Det gavner forholdet mellem mennesker at synge sammen, og det gælder både krop og følelser. Det vigtigste er relationer og fællesskab, for nogle demente bliver ensomme, fordi de ikke er en del af et fællesskab, siger hun.

Billede beskrivelse

Ifølge Bjørnskov er det ikke usædvanligt, at nogle beboere er tilbageholdende i starten. Men over tid kan sangen åbne nye muligheder:

  - Når hjernen har fået tid til at reagere, bliver nogle mere deltagende. Måske fordi de mærker vores virkelighed - men vi må også prøve at forstå deres, siger hun.

Fondsformand Niels Henrik Bornerup fremhæver, at musikken kan vække glæde og minder, selvom den ikke ændrer sygdommens vilkår:

- Sangen og musikken bringer ikke hukommelsen tilbage, men kan give en umiddelbar og tiltrængt glæde i nuet, siger han.

Med projektet håber man at bringe både varme og livsglæde til hverdagene på de tre plejehjem - gennem musikkens fællesskab.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste