Billede beskrivelse

Som 17-årig kom Anne i lære i banken: 50 år senere er hun der endnu

02. juli 2023 kl. 17.01

HURUP/BEDSTED/THISTED: 14. juli fejrer Anne Alstrup 50 års jubilæum i Nordea i Thisted.

Nordea hed tidligere Andelsbanken, og de var i bankens filial i Hurup den 17-årige Anne Alstrup kom i lære i 1973.

- Jeg boede i Sundby, og en dag kom min bedstemor på besøg. Hun boede i Vestervig og havde taget Thylands Avis med til Sundby. Her var der en annonce fra Andelsbanken, der søgte en elev. Så jeg søgte og fik lærepladsen, fortæller Anne Alstrup, der sammen med sin mand Per bor i Hurup.

Bankverden i 1973 var en helt anden end i dag.

- Der var kontanter og checks. Dankortet var ikke opfundet. Folk havde en bankbog. To gange om året skulle vi skrive renter på. Vi sad i dagevis. Det var et slavearbejde, fortæller Anne Alstrup, der efter læretiden og diverse tillægskurser endte med at blive bankrådgiveruddannet.

Anne og Per Alstrups te børn, Thomas, Susan og Simon, kom til verden i 1978, 1981 og 1987. Det betød, at Anne Alstrup i nogle år valgte at gå ned i tid.

Men i 1991 vendte hun tilbage på fuld tid for at blive leder af bankens afdeling i Bedsted, som hun betegner som sit hjertebarn.

Afdelingen lukkede i 2008, og så vendte Anne Alstrup tilbage til Hurup for en stund.

For Hurup-afdelingen lukkede i 2011, og så rykkede Anne Alstrup med til Thisted, hvor banken havde afdeling i Toldbodgade indtil de rykkede til Havnetorvet, hvor Anne Alstrup har sin faste arbejdsplads.

- Jeg har mange forskellige arbejdsopgaver. Jeg har hjemmebesøg, når gamle fru Hansen har spørgsmål. Der er også møder på Skype eller i telefonen, fortæller Anne Alstrup.

Corona-årene betød, at Anne Alstrup måtte arbejde i homeoffice derhjemme i Hurup.

- Det der med hjemmearbejde lærte jeg som 64-årig, smiler Anne Alstrup.

Anne Alstrup har ingen planer om at stoppe her og nu. Men hun er begyndt at overdrage kunder til sin kollega Pernille Koldsgaard.

- Jeg er gået ned på 29 timer. Jeg har besluttet mig for at tage stilling til, om jeg vil stoppe helt, hver tredje måned. En ting er dog sikkert. Jeg stopper inden jeg bliver syg, siger Anne Alstrup, der bruger fritiden på musikken.

Sammen med sin mand Per er hun blandt drivkræfterne i Gårdsangerne fra Thy. Musikaliteten er også gået i arv. Sønnerne Thomas og Simon udgør duoen Jonah Blacksmith, der er opkaldt efter Anne Alstrups svigerfar, den musikalske smed fra Koldby, Johannes Alstrup.

Der er åbent hus i Nordea på Havnetorvet i Thisted på fredag 14. juli fra kl. 13 til 16.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste