Mennesker

Søstrene åbnede døren til logen: 150 besøgte julemarked

29. november 2022 kl. 16:08

Dannebrog var hejst ud mod Storegade, og døren var helt åbnet, da de sortklædte søstre fra Odd Fellows Liden Kirsten loge i lørdags inviterede til det årlige julemarked.

På grund af corona var det første gang i tre år, at de 61 søstre kunne afholde markedet, som skal indtægter til uddeling til velgørenhed.

- Vi har jo ikke kunnet hverken tjene eller uddele siden 2019. Derfor er det dejligt atter at kunne holde julemarked. I 2023 vil vi atter uddele donationer til formål, der kommer børn og unge til gavn i nærområdet, lød det fra Joan Mørk. 

En trillebør fuld af varer kunne man også være heldig at vinde. Her vist af Karin Eigtved og Hanne Westergaard.

Hun har været Liden Kirsten-søster siden 2002 og er steget i graderne til nu at være ”Storrepræsentant” i logen, der for mange kan virke hemmelighedsfuld og skjult bag den pompøse facade i Odd Fellow-bygningen ved siden af Thisted Musikteater.

- Vi vil med julemarkedet også gerne vise, at vi ikke er en hemmelig lukket verden. Og det gør da heller ikke noget, hvis dagen kan betyde, at vi kan få nye medlemmer interesseret og gerne yngre. For vi må erkende, at gennemsnitsalderen blandt os er noget høj, uddyber Joan Mørk, der står ved et bord, hvor der bliver solgt hjemmelavet marmelade og hjemmebag.

De 61 søstre havde selv fremstillet det meste af det der blev solgt ved det første julemarked i tre år.

Ved de andre borde bliver der solgt juledekorationer, hjemmestrik, syede ting og lodder til lotteri. En cafe giver også et godt salg.

- Det vi sælger i dag, er stort alt sammen håndværk lavet af søstrene. Vi håber, at vi kan samle omkring 30.000 kroner ind. Alt overskuddet bliver delt ud, siger Joan Mørk.

Søstre Logen nr 42 ”Liden Kirsten” har udover den årlige donation også arrangementer ud af huset. Det er besøg og afholdelse af kaffebord på plejehjem - blandt andet med deltagelsen af logens eget kor på 34 sangere.

Lotteri er altid populært.

Logen støtter også SOS Børn og sklerose-sagen. Også Thy Cable Park har fået økonomisk støtte.

Omkring 150 besøgte julemarkedet.

Annonceret indhold

Nyeste