Billede beskrivelse

Søren og Peter skifter spor: Nu har de åbnet en kunstcafé i det gamle apotek

04. april 2026 kl. 06.02

HURUP: Efter en snes år som restauratører på Café Baghuset i Thisted, har Søren Nielsen og Peter Bisgaard Christiansen skiftet spor efter salg af Baghuset til yngre kræfter. 

Lørdag 28. marts inviterede parret til åbningsreception på et nyt og fælles kapitel i deres liv, Kunstcaféen Thy i det gamle apotek på Sundsvej i Hurup.

- Vi interesserer os begge for kunst, og med åbningen af SMK Thy i Doverodde, så vi et potentiale i at åbne en kunstcafé i Hurup, hvor vi er tæt på de mange gæster, som forventes at besøge museet og Sydthy de kommende måneder. 

- Samtidig kunne vi købe det gamle apotek i Hurup for rimelige penge og med lokaler, som var velegnede til at realisere vores projekt, siger Søren.

Billede beskrivelse

Til åbningsreceptionen blev kunstcaféen godt besøgt af familie, samarbejdspartnere og venner af huset. 

Desuden var ni af de 15 kunstnere, som udstiller deres værker, mødt frem.

- Vi var vel omkring 150, og vi fik lutter positive tilbagemeldinger på opsætningen og indretningen af lokalerne fra både de udstillende kunstnere og vores øvrige gæster. Og selv om dagen blot var ment på at vise vores kunstcafé frem for gæsterne, så endte den med, at vi fik solgt tre meget store værker. Det havde vi ikke lige set komme, så det må siges at være en god start, smiler Søren.

Billede beskrivelse

Et bredt udvalg

De 15 kunstnere repræsenterer et bredt udvalg af arbejder, lige fra tekstilkunst, over fotokunst, til maleri og keramik.

- Det brede udvalg afspejler, at vi gerne vil vise forskellige udtryk og materialer og gøre besøget til en helhedsoplevelse i hyggelige og stemningsfulde rammer, hvor man undervejs kan ”fordøje” sine indtryk over en kop kaffe med kage til inden, man måske gerne vil gå en runde til for at dykke dybere ned i den enkelte kunstners værker, siger Søren.

Værkerne er både lavet af lokale kunstnere, men også af kunstnere udefra. 

Fælles for dem er, at mange har atelier hjemme i eget hus eller lejlighed og primært sælger deres værker over nettet og på de sociale medier.

- Det er, i gåseøjne, helt almindelige kunstnere, som nu har fået en mulighed for at komme til Hurup og Thy for at få deres værker udstillet i vores kunstcafé. Den mulighed er de glade for, både dem, vi selv har kontaktet om at være med og dem, der selv har henvendt sig, siger Søren.

Billede beskrivelse

Mulighed for at udvide

Mens Peter har et fuldtidsarbejde ved siden af og hjælper til i sin ”fritid”, bliver Søren og et par løstansatte hjælpere de daglige ansigter i kunstcaféens åbningstid.

Det er i første omgang torsdag til søndag og efter aftale.

- I første omgang prøver vi os frem med åbningstiderne med både mulighed for at udvide, men også holde lukkedag, hvis vi er optaget til anden side. 

- Men, vi er meget fleksible, så er man en lille kunstforening eller kunstklub, som ønsker at lave et fælles arrangement for medlemmerne med et besøg hos os, så er vi åbne for sådanne arrangementer, også udenfor vores indtil videre normale åbningstid, siger Søren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste