Søger nu indstillinger til den bedste gårdbutik og lokalproducent af fødevarer
Frem til 1. september kan man indstille kandidater og stemme
THY-MORS: For andet år vil virksomheden Goforlocal i Viborg kåre Danmarks bedste gårdbutik og lokalproducent af fødevarer, fremgår det af en pressemeddelelse, hvor man nu inviterer indstillinger til Goforlocal-prisen 2020.
Virksomheden brænder for at gøre det lettere for os alle sammen at handle så lokalt som muligt - nemlig hos de små gårdbutikker og lokalproducenter rundt om i det danske land, fortæller partner Niels Høegmark.
Gooforlocal.dk er en online platform, der gør det nemt for forbrugerne at finde lokalproducenter og gårdbutikker i lige netop deres lokalområde.
- Det er vores mål at gøre gårdbutikker til et reelt alternativ til supermarkederne. Det er jo i virkeligheden tosset at købe blåbær, som er importeret fra Spanien, når man kan købe friskplukkede, danske blåbær lige i nærheden af, hvor man bor, siger Niels Høegmark.
Han og Niels Reinau, der er hovederne bag virksomheden, fandt for første gang i fjor Danmarks ”bedste gårdbutik” og ”lokalproducent” til deres awardshow goforlocal-prisen, som blev afholdt på Food Innovation House i Vejle. I år har de igen sat sig for at finde ud af, hvor i Danmark den bedste gårdbutik ligger. De håber, at den årlige kåring kan være med til at skabe en større bevidsthed om mulighederne for at købe ind direkte hos de små producenter:
- Med kåringen vil vi først og fremmest gerne give et velfortjent skulderklap til alle de gårdbutikker, der hele året rundt brænder for at levere lækre produkter til danskerne. Og så vil vi selvfølgelig gerne gøre endnu flere danskere opmærksomme på, at man sagtens kan gøre lokale fødevareprodukter til en langt større del af ens hverdag, siger Niels Høegmark.
Frem til 1. september er det nemlig forbrugerne, der indstiller og stemmer på deres yndlingsgårdbutik via sms. Herefter bliver tre endelige kandidater valgt i hver kategori, og en fagjury vil til selve awardshowet til efteråret kåre de endelige vindere af titlerne. Fagjuryen skifter fra år til år, men består af folk fra brancher, der på den ene eller den anden måde hænger sammen med det at købe lokale produkter. 2019 bestod fagjuryen af Flemming Birch fra Birch&Birch, Per Mandrup fra Culinary Institute by Vejle og Iben Krog Rasmussen, direktør for tænketanken Frej.
Alle, der stemmer ,er i øvrigt med i lodtrækningen om gavekort til en valgfri gårdbutik, som goforlocal udtrækker hver måned.
- Selv om 2019 var første år, vi arrangerede prisuddelingen, var der alligevel rigtig god opbakning fra flere tusind forbrugere. Det er helt tydeligt at mærke, at de forbrugere, der handler hos den lokale landmand, har et helt andet forhold til producenten, end hvad man finder, hvis man handler i den lokale Netto. De vil rigtig gerne hjælpe med til at gøre opmærksom gårdbutikkerne, og det giver vi dem en mulighed for gennem det her awardshow, siger Niels Høegmark.
Vinder i fjor som ”Danmarks bedste gårdbutik” blev Økoladen i Ringkøbing, som ejes af Britta og Søren Pedersen, mens vinder som ”Danmarks bedste lokalproducent” blev Økomsebær i Kjellerup.
Nærmere på: www.goforlocal.dk/award/