Det kan være svært, hvis man som ung har en kønsidentitet eller seksualitet, der ligger lidt udenfor normen. Derfor har LGBT+ Danmark oprettet de såkaldte AURA-fællesskaber i 10 forskellige byer landet over - og nu er endnu en afdeling på vej i Nykøbing.
Mennesker

Søger frivillige: Nyt frirum for unge LGBT-personer på vej på Mors

Et nyt fællesskab for børn og unge, der har brug for at udtrykke deres identitet uden fordomme, er på vej til Mors

16. november 2022 kl. 12:03

NYKØBING: At være barn og ung i dagens Danmark kan være svært nok. Men har man ydermere en kønsidentitet eller seksualitet, der bryder med normerne, så kan det være virkelig svært at finde et fællesskab, hvor der er plads til at være sig selv.

Hos LGBT+ Danmark har man derfor oprettet AURA-projektet, der er ment som et alkoholfrit tilbud til unge, der bryder med normer for kønsidentiteter og seksuel orientering.

AURA står for Anerkendelse, Ungdom, Respekt og Accept, og lige nu søger organisationen med lys og lygte efter frivillige, der kunne tænke sig at være med til at skabe netop det frirum for unge under 18 år.

- AURA er efterhånden er velafprøvet projekt, som vi har kørt over noget tid. Vi har lige nu 10 afdelinger i Danmark, hvor Nykøbing vil være det nyeste skud på stammen. Det er vores ambition hos LGBT+ Danmark at uanset, hvor man bor i Danmark, skal der være mulighed for at finde et fællesskab, hvor man kan føle sig velkommen med hele sin identitet, siger Andreas Beck Kronborg, projektleder hos LGBT+ Danmark.

Typisk mødes AURA-fællesskaberne hver anden uge og spiller brætspil, laver kreative arrangementer, tager på picnic eller lignende. Alle under 18 år kan deltage, og man behøver ikke være sprunget ud eller åbent erklære sig som LGBT+ person.

Det er op til de frivillige at skabe rammerne omkring møderne, og derfor søger organisationen frivillige mellem 20-35 år, som vil være med til at skabe trygge rammer for målgruppen.

- Vi ser også tit, at de frivillige, der er med til at arrangere møder for AURA, selv finder et fællesskab med hinanden, som der måske ikke er så mange andre af i deres by, siger Andreas Beck Kronborg.

Det forventes desuden af de frivillige, at de deltager i mindst ét AURA-arrangement om måneden, deltager på det månedlige frivilligmøde, kommunikerer med frivilliggruppen omkring det praktiske og kan samarbejde og tage ansvar.

- Og så skal man selvfølgelig brænde for at arbejde med at støtte børn og unge LGBT+ personer i at udvide deres netværk og øge deres selvtillid, siger Andreas Beck Kronborg.

Annonceret indhold

Nyeste