Sød succes hos Nordthy: Autisme-elever giver en hånd med pakkerier op til jul
Nordthy Slik i Østerild har stor succes med to julekalender-kasser.
Ikke mindre end 88.000 kalendere er blevet gjort klar og sendt til købmænd og supermarkeder over hele landet.
Men de farvestrålende populære kalenderkasser laver ikke sig selv. Det er manuelt arbejde at fylde små forskellige slikposer i hver af de 24 rum.
Heldigvis var der hjælp at hente, da seks elever fra Trombakken i Snedsted kom slikgiganten til undsætning.
Tidligere møbelfabrik
Det er egentlig Elmelund, der kører en større pakkeriafdeling for Nordthy, som kontaktede Trombakken for at komme og hjælpe til i pakkehallen i Nors.
Nordthy har netop overtaget de mange haller i det tidligere NJA-møbler-kompleks.
- Vi har 14 flexjobbere og to pædagoger i fuld sving i vores 2100 kvadratmeter store, opvarmede pakkehal i Nors, som Nordthy har stillet os til rådighed. Der er rigeligt at lave. Men pludselig dukker der pakkeopgaver op med deadline på. Her kom vi så i bekneb med pakning af 2000 julekalenderkasser med sukkerfri slik, siger pædagogisk værkfører Jacob Lundborg, Elmelund.
- Så fik vi ideen til at spørge, om ikke Trombakken var interesseret. Det var de, og en aftale om seks elever og to pædagoger hver torsdag blev en realitet.
De seks elever pakkede med stor flid og nøjagtighed 2000 kalendere over knapt tre måneder i efteråret - hver torsdag.
- Det blev en kæmpe succes. Derfor har vi valgte at give eleverne en kontant bonus på 2800 kroner for udførelsen af det flotte job, uddyber værkføreren.
Køber bordtennisbord
Hos Trombakken er der endnu større glæde over det nye samarbejde med Elmelund og Nordthy.
- Det er bare så flot, at Elmelund og ikke mindst Nordthy giver vores elever denne chance. De elever, der har deltaget, har det svært i undervisningssammenhæng. Men på pakkeprojektet har de bare blomstret. Det er så godt et projekt, siger Torben Overgaard, afdelingsleder Trombakken.
Han er glad for, at alle gerne vil , at samarbejdet fortsætter.
I starten af året gælder det 60.000 påskeæg, der skal fyldes og pakkes ind for Nordthy. Her er pakkeholdet fra Trombakken klar igen.
De 2800 kroner, som eleverne tjente, har de besluttet skal bruges til et udendørs bordtennisbord ved skolen i Snedsted.