Socialt værested kæmper for at bevare satellitcaféer
NYKØBING: Grundlovsdag blev flaget hejst ved KFUM’s sociale værested i Nykøbing, Café Perlen, og det af to grunde. Både for at fejre Grundlovsdag, men nok mest for at fejre værestedets 16-års fødselsdag, hvor masser af gæster kom forbi i løbet af dagen til rundstykker, kaffe, grillbuffet, lagkager og meget andet godt.
Det var værestedets nyansatte leder, Nina Øvig Larsen, der tog imod gæsterne og som holdt velkomsttalen, mens socialudvalgsformand Henning Sørensen holdt fødselsdagstalen.
Nina Øvig Larsen blev ansat som leder af værestedet ved årsskiftet og overtog posten fra sin far, Svend Erik Jørgensen, der efter 10 år som leder trådte et skridt tilbage. Nina har således været med på sidelinjen i alle årene, så hun kunne i sin velkomsttale skue både tilbage og frem.
- Det har været 16 lærerige, spændende, udfordrende, givende og begivenhedsrige år. I dag er Café Perlen først og fremmest et frirum og et fællesskab, hvor ingen er gået forkert og hvor folk fra alle samfundslag er velkomne. Vi tilbyder gratis gældsrådgivning, gratis juridisk retshjælp, Digital Psykiatri sammen med Region Nord, gratis overskudsmad for at bekæmpe madspild, kirkeligt samarbejde, samarbejde med Veteraner fra Thy, Mors og Salling, sagde hun blandt andet i sin tale.
Fondsmidler udløber
Hun pegede også på det store arbejde og den succes, som Café Perlen de seneste år har haft med at etablere satellitcaféer rundt om på øen. Arbejdet blev igangsat som led i KFUM’s projekt Drive Out under Corona.
Café Perlen i Nykøbing har siden starten af projektet modtaget fondsmidler fra Den Obelske Familiefond, som er brugt til at starte satellitcafeerne i Øster Assels, Karby, Sejerslev, Flade, Erslev og Frøslev og en ny café, som åbner i Sundby efter sommerferien.
- De fondsmidler, som har gjort caféerne ude på øen til en realitet, er kun mulige at få frem til udgangen af 2024, så lige nu sættes alle sejl ind for at finde midlerne til at drive satellitcaféerne videre, siger Nina.
Hun oplyser, at hver café koster omkring 50.000 kroner at drive, så når fondsmidlerne slutter ved årsskiftet, så skal der findes mange nye penge.
- Og her er morsingboerne og Morsø Kommune ganske unikke. Vi har allerede fået tilsagn fra en privat organisation, som vil donere penge, der dækker vores udgifter for én satellitcafé. Morsø Kommune har sat kommunale bygninger i landsbyer på Mors gratis til rådighed for os, og vi får løbende små donationer ind, fortæller hun.
Blandt andet kom Morsø Pensionistforening forbi fødselsdagsreceptionen med en pengegave på 10.000 kroner, nævner Nina.
- Men ingen tvivl om, at vi resten af året skal i arbejdstøjet for at skaffe nye midler, så vores satellitcaféer kan bestå og endda finde midler til, at vi kan udbygge netværket af de borgernære caféer ude på øen fremover, siger Nina.
Hun ser dog lyst på opgaven, for hun får mange positive tilkendegivelser allerede. Og Nina sluttede derfor sin velkomsttale således:
- Fra Café Perlens side vil vi gerne sige en kæmpe tak til alle vores daglige brugere, alle de fantastiske frivillige og medarbejdere på Perlen, alle de organisationer, firmaer, privatpersoner og alt, hvad der ligger derimellem for at hjælpe Café Perlen med vores mission om at skabe fællesskaber i udkanten. På grund af jer, kan Perlen forhåbentligt fejre mange fødselsdage endnu.