Billede beskrivelse

Snedsted GIF vandt ikke prisen, men fik noget andet med hjem

08. januar 2026 kl. 17.02

SNEDSTED: Galla, gyldne priser og glitrende kjoler.

Der var prisuddelingsshow for fuld skrue, da Danmarks Idrætsforbund i samarbejde med DR og Team Danmark bød indenfor til Sport 2025.

Og her var Snedsted GIF med som nomineret til Årets Idrætsforening.

- Vi var meget stolte over at blive nomineret blandt så mange gode foreninger. Man får jo et skulderklap, og det giver mere energi og lyst til at fortsætte, fortæller Camilla Dahl Christensen, der er formand for Snedsted GIF.

Billede beskrivelse

Desværre gik prisen til IF Bytoften og altså ikke til Snedsted GIF. Men alligevel har foreningen fået meget ud af det, fortæller formanden.

- Det har givet en del opmærksomhed, og det er virkelig godt at få fokus på, hvor mange fantastiske frivillige vi har, og hvor stort et arbejde de gør i foreningen, lyder det.

Med til nomineringen fulgte en pengepræmie på 10.000 kroner. De har også været med til at give foreningen noget særligt.

- Vi har brugt pengene for længst, fordi vi brugte dem på at købe billetter til showet og at leje en bus og tage afsted sammen. Det giver et fællesskab og et sammenhold at have haft den oplevelse sammen, fortæller Camilla Dahl Christensen.

Showet foregik i Jyske Bank Boxen i Herning og indebar udover prisuddelingen og glimt af mange store sportsnavne også musik fra blandt andre Apacha og Medina.

Med sig hjem fra Herning tog Camilla Dahl Christensen også andet, som, hun mener, kan bruges i foreningen.

- Jeg var i VIP-området, hvor vi sad sammen med de andre nominerede foreninger, og det var virkelig en stor oplevelse. Vi havde mulighed for at snakke med de andre om, hvad de gør godt i deres forening og få nye idéer. Vi har også talt om, at vi skal besøge hinanden. På den måde har det også givet ny inspiration, fortæller hun.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste