Sammenhold og dygtighed giver resultater i Sydthy, hvor U14-drengene fra HVA Sydthy har vundet sølv i Vildbjerg Cup. Privatfoto
Mennesker

Slog udenlandske hold: Lokale fodbolddrenge fik sølv i stor turnering

18. august 2022 kl. 13:43

I Sydthy er der skabt en fodboldsucces. HVA Sydthy, som er en fusion mellem spillere fra Hurup, Vestervig og Agger, har nogle dygtige U14-fodbolddrenge. Før sommeren blev de jysk-fynske mestre.

Nu er de dygtige fodbolddrenge hjemkommet med sølv, efter de nåede finalen ved den store Vildbjerg Cup - mod hold fra hele Norden.

Efter tre sejre og to uafgjorte, mod blandt andet hold fra Norge og Sverige, nåede de helt til finalen. Her mødte de Øster Hanherred.

Trods en god start og føring endte den ordinære kamp uafgjort og skulle afgøres på straffespark. To spark blev taget af modstandernes målmand, og det endte med sølv og andenpladsen i turneringen.

- Det er første gang, at drengene spiller med som 11-mandshold. Så de gjorde det rigtig godt, fortæller træner Lars Søndergaard, der især roser det flotte sammenhold på holdet.

- De spiller virkeligt som et hold, selv om de kommer fra hele Sydthy og endda Thyholm. Det er sammenholdet, der trækker resultater hjem. Det er det smukke ved dette hold. Fedt at være en del af, lyder det fra træneren for drengene, der rykkede en liga op efter de flotte resultater i sidste sæson.

På søndag skal HVA’s U14-drenge i kamp mod Thisted. Det er på Vestervig stadion klokken 10.00.

Annonceret indhold

Nyeste