Billede beskrivelse

Skovmand og Camilla: Lifehack! Prøv det uden børn

13. april 2025 kl. 10.01

Nu åbner Fårup Sommerland portene til sæson nummer 50, og så er det tid til at lege igen. Her et tip til dig. Prøv det uden børn.

Jeg, som her er Niels Skovmand, har lige været på weekendtur til Heide Park i Tyskland. Vi var var kun voksne, der tog med på turen, og det viste sig at være fyldt med fordele. Ikke at jeg ikke elsker at dele oplevelser med mine børn, men det at tage på egotur i en forlystelsespark uden afkom kan altså noget.

For det første føles det ekstremt billigt, når man kun skal betale entre og forplejning til sig selv. Dernæst er der ikke noget med at skulle bruge tid på at stå i kø til en forlystelse, man ikke gider. Er der en i selskabet, der ikke kan gå mere eller skal tisse, så det er bare at aftale, at man mødes senere. 

Så kan man selv lige nuppe en tur mere i sin favorit forlystelse. Det har også sine fordele, at man lige stiller sig i køen for “singleriders” og kan hoppe lidt før ombord på en af de enkelte overskydende pladser.

Man kan uden at skamme sig købe den største is uden at skulle flå muldvarpen for en eller anden plastikkop, som alligevel ender med at blive smidt ud, og der er ikke noget der hedder: “Må jeg sidde på dine skuldre?” Det er der måske, men der er det nemmere at sige nej.

Det eneste problem ved det her er måske skuffelsen i dine afkoms øjne, når de finder ud af, at du har været afsted uden dem. Men så må de bare med næste gang – det giver anledning til en tur mere.

Så prøv det, fejr den gamle park med en voksentur. Tillykke med de 50 år Fårup Sommerland.

Niels Skovmand og Camilla Gammelgaard skriver klummer for ligeher.nu og er værter på ”Skovmand og Camilla om morgenen”, der kan høres alle hverdage fra klokken 06.00 til 10.00 på ANR. Du kan lytte til ANR online på ligeher.nu/lyd

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste