Skovmand og Camilla: - Heldigvis er vi rigtige mennesker
Hej vi hedder Niels Skovmand og Camilla Gammelgaard, og vi er rigtige mennesker. Du ved, sådan nogen som både kan være elskværdige for vores unikke personlighed og sådan nogen, som kan være uperfekte og lave fejl eller fise mere end gennemsnittet.
Vi er lavet af kød og blod. Vi kan grine og græde. Og det skal vi være glade for.
Vi bestræber os hver morgen på at være så naturlige og så meget os selv som muligt og dele ud af stort og småt fra vores eget liv. Og det er åbenbart en god ide.
Det er i en tid, hvor alle frygter, at jobs bliver erstattet af teknik og AI. At alle servicemedarbejdere bliver erstattet af robotter, og modellerne i tilbudsaviserne er skabt på en computer.
I den forgange uge har vi været så heldige at være deltagere til Radio Days Europe, hvor man kan nørde radiofaget med 1500 andre lydfascinerede mennesker fra 55 forskellige lande. Og det var her, at vi lærte, det er godt at være menneskelig.
For undersøgelser viser, at radiolyttere gerne vil have rigtige mennesker i radioen. Mennesker med holdninger og kant, der ikke er bange for at lave fejl. Også selvom de nogle gange er uenig med dem, eller de jogger i spinaten.
De vil gerne kunne møde stemmerne ude i virkeligheden og relatere til deres liv.
Og her ånder vi lettet op. For vi elsker at tage ud i det nordjyske. Vi elsker at snakke med dig, der hører med om morgenen. Vi elsker at få beskeder, og vi lever gerne med, at det ikke er billedskønt hele tiden.
Vi er ikke blevet forvandlet til robotter, og vi er taknemmelige for alle jer, der lytter med og alle jer, der bruger tid og bidrager til programmet. Radio is still great, og hurra for det!
Niels Skovmand og Camilla Gammelgaard skriver klummer for ligeher.nu og er værter på ”Skovmand og Camilla om morgenen”, der kan høres alle hverdage fra klokken 06.00 til 10.00 på ANR. Du kan lytte til ANR online på ligeher.nu/lyd