Billede beskrivelse

Skole tænkte ud af boksen: Unge fra hele landet bliver tiltrukket af stedet

09. maj 2025 kl. 06.02

SVANKJÆR: Når det handler om liv eller død for skolen i en tid med faldende ungdomsårgange og hård konkurrence på markedet for ungdomsuddannelser i Thy, så handler det om at sikre fremtiden ved at tænke ud af boksen, tænke de stedbundne kvaliteter i Thy ind og ramme ned i tidsånden blandt de unge.

Med det udgangspunkt og med den udfordring foran sig, satte ansatte hos Thy-Mors HF & VUC sig sammen på rektors kontor for en håndfuld år siden for at brainstorme på udviklingen af en ny ungdomsuddannelse, som kunne trække unge til fra hele landet.

- Vi var ikke helt på bar bund til mødet, for med os havde vi erfaringerne fra dengang, vi udviklede vores populære HF-linje Cold Hawaii, som i år kan fejre 10-års jubilæum. Så ud fra de erfaringer, snakkede vi om muligheden for at udnytte de stedbundne kvaliteter i Thy i en ny HF-linje, herunder at ramme ned i en tidsånd blandt de unge i kombination med at udnytte ressourcerne hos lærerne. Og den ene af lærerne, som var med på mødet, var billedkunstlærer, så kreativitet blev også føjet til samtidig med, at vi blev enige om, at klimasegmentet kunne ramme ned i en tidsånd hos Greta Thunberg-typerne, fortæller lærer og uddannelseschef Lars Bo Majgaard.

Billede beskrivelse

Facit blev at udvikle en klima- og bæredygtighedslinje i Thy og koble natur og kreativitet på. En HF-linje, der fik navnet Imagine, inspireret af den afdøde eks-beatle og fredsapostel, John Lennon.

- Så gik vi i gang med på forskellig vis at rekruttere den første årgang, som startede i august 2021, hvor det lykkedes os at få 18 elever indskrevet fra start. Og jeg tror, at vi gjorde 12 af dem til studenter to år senere, og det var i bogstavelig forstand de 12 elever, som overlevede den første vinter alene på kollegiet i Svankjær, som blev vores sted, smiler Lars Bo Majgaard.

For, som det er tilfældet for Cold Hawaii-linjen, hører der et kollegie med til Imagine, hvor eleverne bor i de to år, uddannelsen varer.

Imagine vil aldrig stå stille

Og her faldt valget, efter lang tids søgen rundt om i Thy, på den tidligere efterskole i Svankjær.

- Egentlig ville vi gerne have haft kollegiet i Klitmøller til at begynde med for at få en synergi mellem Cold Hawaii og Imagine. Men vores søgen efter egnede lokaler førte os til Svankjær, hvor vi samtidig kunne se muligheder for at vokse på den tidligere efterskole, siger Lars Bo Majgaard.

Så med uddannelse, kollegie og de første elever på plads, kunne Imagine begynde at brede sine vinger ud.

- Og det tror jeg egentlig aldrig, vi bliver færdige med, for Imagine kan føre os mange steder hen. Både, hvordan eleverne læser sig selv ind i Imagine fra årgang til årgang, men også med det, de gerne vil bidrage med. Her er de meget forskellige. Nogle år kan det være det klimaktivistiske, der trækker, andre år kan det være musik, kreativitet og kunst, der fylder for dem. Og udgangspunktet er, at der skal være plads til, at alle får mulighed for at udfolde sig med den energi, de har for det, de brænder for. Derfor tror jeg aldrig, at Imagine kommer til at stå stille, siger HF-linjens aktivitetsmedarbejder, Sine Bach Jakobsen.

Billede beskrivelse

Og stille har det heller ikke stået med tilgangen af elever til Imagine. Og flere er kommet til at bo på kollegiet efter, at skolen i 2022 etablerede yderligere en HF-linje, Outdoor, hvor eleverne på den linje bor side om side med Imagine-eleverne på kollegiet.

- Kollegiet gav os mulighed for at vokse, og med den naturskønne beliggenhed, var det oplagt at etablere en ny linje, som gør endnu mere ud af naturen og lave mere i naturen end Imagine, siger Lars Bo Majgaard og Sine Bach Jakobsen supplerer:

- Så her i slutningen af skoleåret, er der 60 elever, der bor i Svankjær og går i skole på en af de to linjer.

Undervisningen foregår både på skolen i Thisted og på kollegiet. 

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste