Salon Saksen fylder 10 år: Jubilæum fejres med gave til alle kunder
THISTED: I hjertet af Thisted – nærmere bestemt Storegade 20 – har Salon Saksen i 10 år været et fast stop for både klip, snak og godt håndværk.
Nu fejrer indehaver Nidal Hussein Ben Yousef jubilæet med en gave til alle kunder i uge 33.
- Jeg giver en bøtte voks med til alle, der bliver klippet i næste uge. Det er min måde at sige tak for opbakningen, fortæller den smilende frisør.
Nidal kom til Thisted i 2015 efter at have arbejdet som frisør i både Syrien, København og nu Thy. Det var her i Thisted, at han fandt sit sted – og åbnede Salon Saksen, der hurtigt fik vokseværk.
- Jeg blev taget rigtigt godt imod. Det er jeg stadig meget taknemmelig for. Jeg er også stolt over, at så mange lyshårede danskere har valgt mig som deres faste frisør, siger Nidal, der i dag er 41 år og oprindeligt fra den kurdiske del af Syrien.
Salon Saksen klipper mænd, kvinder og børn – og tilbyder også bryn og skægtrimning. Kundekredsen er stor og loyal, og salonen har så travlt, at Nidal for godt et år siden ansatte ukrainske Tatjana Nevirets som ekstra frisør.
- Tatjana er super dygtig og hjælper med at sikre, at vi kan tage os godt af alle kunderne, fortæller Nidal.
Jubilæet fejres hele uge 33, og stemningen i salonen forventes at være ekstra festlig. Men selvom det er en mærkedag, er filosofien den samme:
- Godt arbejde, glade kunder og god stemning. Det er det vigtigste for mig, lyder det fra den glade frisør i Storegade, der altid har kaffebaren klar.