- Med salget fremtidssikrer jeg klinikken, siger Lissi Nielsen. Foto: Carsten Hougaard
Mennesker

Lissi sælger tandlægeklinik efter 19 år: - Nyheden sprang som en bombe

Tandlæge Lissi Nielsen har solgt sin klinik på Jernbanevej i Nykøbing til SMIL, der har base i Skive

21. december 2021 kl. 13:44

NYKØBING: 1. januar overtager SMIL-kæden Lissi Nielsen tandlægeklinik på Jernbanevej i Nykøbing.

For 64-årige Lissi Nielsen er salget en konsekvens af, at de er svært at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til sin klinik, der ligger overfor rutebilstationen.

- Med salget fremtidssikrer jeg klinikken. Det har vist sig at være umådeligt svært at få uddannede tandlæger eller tandplejere til min klinik. Jeg ville gerne have ansat en tandlæge, men det kunne ikke lade sig gøre. Resultatet har i længere tid været, at vi knoklede mere end hvad godt var. Salget giver mig mere frihed, siger Lissi Nielsen.

Hun fortsætter selv som ansat tandlæge i klinikken.

Hun har været tilknyttet klinikken siden 1985, hvor hun blev ansat af daværende tandlæge Flemming Falck Christiansen.

I 1989 blev hun medejer og for 19 år siden overtog hun klinikken helt.

SMIL-kæden har hovedsæde i Skive og klinikker i Roslev og Frederiks.

- Ejeren af SMIL, tandlæge Nadja Østergaard vil fremover være i Nykøbing om onsdagen. Desuden kommer også andre tandlæger fra SMIL til Nykøbing nogle dage i ugen.

Det hidtidige personale i Nykøbing, som Lissi Nielsen betegner som et godt team, fortsætter i SMIL.

- Nyheden om salget sprang som en bombe. Men nu synes mine ansatte, at det er godt gået, siger Lissi Nielsen, der glæder sig til mere frihed og -tid.

- Nu er det ikke mig, der længere står med ansvaret. Og tiden vil jeg bruge på familien - ikke mindst mine børnebørn. Og måske kommer jeg til at spille golf, smiler hun.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu