Så er Johnni på vej igen

Onsdag svømmede han de 11 km fra Agger til Lyngby - og torsdag gælder det næste etape til Bøgstedrende

15. juli 2020 kl. 22.11

SYDTHY: Et godt måltid mad og en go’ nats søvn, så kan man meget. Sådan ser Johnni Olesen på det.

Som tidligere rapporteret er Johnni Olesen fra Hjallerup i gang med at svømme Vendsyssel rundt for at samle penge til Julemærkehjemmet i Hobro.

Johnni Olesen er uddannet murer. Han har en kærlighed til børn, som er overvægtige, og som har behov for et ophold på et julemærkehjem. Det i Hobro er det af de fem, som ligger nærmest hans hjemegn. Og ved at svømme de godt 500 km Vendsyssel rundt håber han, at der er mange, både private og firmaer, der vil sponsere et beløb til det gode formål.

Tirsdag 14. juli var han nået til Agger Tange, hvorfra han svømmede turen ind til Agger, som var etape nr. 17. Efter et godt måltid mad og en go’ nats søvn var han klar igen. Der er 49 etaper, og han svømmer en etape hver dag - det kan variere fra syv til 13 kilometer. Onsdag kl. 10 stod han klar sammen med en følgekajak til at svømme de 11 km fra Agger til Lyngby. En bekendt fra Gjøl, Jacob Christensen, stod klar med sin kajak på stranden ud for Agger for at følge ham på turen til Lyngby.

De 11 km fra Agger til Lyngby blev gennemført på tre timer 29 minutter 19 sekunder med en svømmehastighed på 3,3 km i timen.

Det var et par friske fyre, der kom i land ved Lyngby, og de er klar igen torsdag formiddag kl. 10, hvor Johnni Olesen atter hopper i Vesterhavet for at svømme turen på 11,5 km til Bøgstedrende nord for Nr. Vorupør.

Som han selv siger:

- Der er en mild brise, og det er bare dejligt. Lige et varmt bad, noget mad og en go’ nats søvn, så er jeg klar til næste etape.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste