Billede beskrivelse

Rikke og Pernille har travlt med julehjælp til familier

24. december 2024 kl. 10.36

THY/MORS: Der var flæskesteg, and, medister, mandler, brød, klementiner og meget, meget mere i de store julehjælpspakker, der sidst på ugen blev pakket hos Rema 1000 i Hanstholm. 

Og der var endda også kasser til dem, der ikke spiste kød. 


Kirkens Korshær Thisted var tro mod den faste traditionen med julepakker og julehjælp til 50 familier i Thy og Mors.

Billede beskrivelse

Men familierne, som bor i området fra Fjerritslev til Hurup og Nykøbing, som alle er tilknyttet Kirkens Korshærs Cafe i Thisted, fik ikke kun hjælp med en kasse fyldt med gode sager til julens glæder ved bordet.

Også til børnene var der noget, der kunne give en god juleaften.

Billede beskrivelse

Her var der tænkt kreativt, og det gav pote. 


- Vi har haft et “ønske-juletræ” opstillet i Aalborg Storcenter, hvor de forbipasserende kunne donere en julegave, efter de ønsker, som familiernes børn havde skrevet. Her kom der 125 gaver ind. Det er virkelig flot, at vi nu kan sende de gaver videre til børn i sårbare og udsatte familier, lyder det fra Pernille Kristoffersen, socialfaglig medarbejder i Kirkens Korshær i Skolegade i Thisted. 


- Det er fantastisk, at vi kan nå ud med julehjælp til så mange familier. Og vi ved, at det er familier, der har hårdt brug for det. For vi kender hver og en familie fra det daglige arbejde i cafeen. 


Julekasserne var i år doneret af KFI Købmændenes Fond og Rema 1000 Hanstholm. De 50 julekasser har en samlet værdi på 30.000 kroner. 

Billede beskrivelse

Udover julepakker og julegaver havde Kirkens Korshær også modtaget en stor bunke kalendergaver. 


- Vi blev kontaktet af Brian Nielsen, politiker i Thisted kommunalbestyrelse, om vi vi havde brug for kalendergaver. Vi fik rigtig mange, og vi er meget taknemmelige også for den hjælp, lyder det fra Pernille Kristoffersen. 

Hun har sammen med Kirkens Korshærs leder, Rikke Frank, og hjælpere har stået for det omfattende job- med det store julehjælpsprojekt.

Alle pakker og gaver nåede ud til de ventende familier i løbet af torsdag og fredag op til jul.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste