Populært par flytter - restaurant søger ny forpagter
Gæsterne strømmer igen til Familierestaurant Vigsø ved Vigsø Feriecenter. Med hårdt arbejde er det lykkedes for forpagterparret Laura Labonarska-Jensen og Alex Jensen at få gjort restauranten populær igen
Men efter fire travle år med a la carte, søndagsmiddage, ”bad og mad” og private fester stopper det populære værtspar 1. januar.
- Vi har været glade for at være i Vigsø. Det er et dejligt sted - med skøn natur og dejlige mennesker. Og vi har haft rigtigt travlt - ikke mindst med at servicere de mange gæster i feriebyen.
Men det har været hårdt arbejde og har trukket hårdt på familielivet. Og vi er også nødt til at tænke på vores helbred. Kroppen kan ikke klare det, lyder det fra Laura Labonarska-Jensen og fortsætter: Derfor har vi valgt at stoppe, selv om det er svært. Vi flytter nu tilbage til Sønderjylland, hvor Alex nære familie bor. Hvor vores to børn Kira og Sofia kan blive passet af familien - når vi har brug for det. Det kan vi ikke i dag - på grund af den lange afstand.
- Alex er allerede begyndt på Kryb i Ly Kro. Vi fortsætter indtil 5. december og holder lukket sammen med badelandet. 1. januar er vores sidste dag, lyder det fra Laura Labonarska-Jensen, der i Sønderjylland vil arbejde med at åbne webshop med georgisk vin.
Hos Vigsø feriecenter er man naturligvis kede af at værtsparret har valgt at stoppe.
- Laura og Alex har virkeligt gjort det godt og har bygget restauranten op igen. De har fået lokalbefolkningen tilbage og mange gæster fra de 75.000 overnatninger i hytterne bruger nu restauranten. ?Det er derfor en populær restaurant med kundegrundlaget i orden og en ordrebog med mange bookinger, som der venter en ny forpagter, fortæller Kirsten Nørgaard, direktør i Vigsø Feriecenter, der tilbyder ”de mest favorable vilkår” til den nye forpagter.