Billede beskrivelse

Populært motionsløb lukker ned: Den sidste forårsdag er kørt

04. november 2022 kl. 13.09

THY: Siden 1991 er motionscykelløbet "En Forårsdag i Thy" blevet kørt i Thisted. De senere år også med løbere som deltagere. Løbet har været populært, og i eksempelvis 2017 deltog 717 cykelryttere og løbere. 

Alligevel er det nu slut.

Arrangør Thisted Gymnastik og Idrætskultur (TGI) har besluttet ikke længere at afvikle løbet.

- Vi overtog løbet i 2020 lige før corona. Sammen med Thy Cykle Ring, FDF-Thisted og Østerild Rideklub fik vi bygget en god organisation op. Men så lagde vi ud med, at 2020- og 2021-udgaverne blev aflyst på grund af corona. Først i år fik vi mulighed for at afvikle en ”normal” udgave. Her deltog desværre kun 266 deltagere, hvilket er for få til at arrangementet kan hænge sammen, fortæller Kenneth Christensen, formand for TGI.

- Vi tog arrangementet som et godt aktiv, fordi det var en motionsbegivenhed, som vi syntes fint kunne passe ind i de øvrige motionsaktiviteter, som TGI har.

Billede beskrivelse

Fokus på kernen

Men corona-pandemien har vendt op og ned på det hele. Alle foreningens aktiviteter er stadig hæmmet af eftervirkningerne af corona.

- Vi skal bruge rigtig meget energi, økonomi og frivillige for at få vore kerneaktiviteter op i gear igen. Derfor kan vi ikke forsvare også at forsøge at skubbe et så stort arrangement som "En Forårsdag i Thy" i gang, siger formanden.

- Selv om EFIT er et fantastisk arrangement og vigtigt for Thisted, så har vi bare måttet erkende, at efter to aflysninger og for få deltagere i 2022, kan vi ikke drive det videre. Det er generelt svært at få aktiviteter op i gear. Vi oplever det bredt i TGI.

Samme problemstilling gælder også Nationalpark Maraton. Her kæmper foreningen også med at få deltagere. Seneste udgave i september 2021 var der 30 procent færre end normalt. Med udgifter og mange frivillige skal arbejdet stå mål med udbyttet af et arrangement.

- Derfor er vi nu nødt til at fokusere på vore kerneopgaver og bruge al vort arbejde på det, vi er gode til, lyder det fra Kenneth Christensen.

Hos Thy Cykle Ring anerkendes TGI´s beslutning. Nick Iversen, der har været med i arbejdsgruppen bag "En Forårsdag i Thy" siden 2015, fortæller, at cykelklubben gik med i arbejdet med at videreføre løbet, fordi TGI ville tage over som hovedarrangør.

For cykelklubben ønskede ikke længere at stå med ansvaret for det store arrangement.

- Det har været et populært løb og en vigtig begivenhed for Thy. Det trak 700-900 deltagere fra hele Nord- og Midtjylland, især fordi det lå først i kalenderen. Men vi må nok erkende, at de tider med mange deltagere til et motionsløb i Thy er slut. Så er det helt OK,  at vi siger "det var det", og hver især fortsætter med sine kerneopgaver, lyder det fra Nick Iversen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste