Populær julenyhed trækker hundredvis af børn til Snedsted
Snedsted torv midt byen var fredag proppet med glade børneansigter.
Byen søsatte en ny juletradition, som gik rent ind hos de yngste børn i Midtthy. Det handlede om at få det store juletræ på torvet pyntet flot op. Og ikke mindst få det tændt.
Derfor var områdets børn inviteret til at hjælpe med den opgave - sammen med Thys julemand.
250 børn mødte op. De kom fra børnehaver, indskoling og dagpleje i Skjoldborg, Koldby og Snedsted, og de havde deres eget hjemmelavede julepynt med. Der blev sunget “på loftet” og “Søren Banjomus”, spist chokoladeboller, pebernødder og juice.
Overraskede ildsjæle
Det store og helt uventede rykind fik også smilene frem hos ildsjæle fra Snedsted Borger og Erhvervsforening.
- Det er helt vildt at så mange er kommet. Det kommer helt bagpå os. Vi fik ideen for at styrke fællesskabet i vores lokalområde. Så hvor er det dejligt, at så mange synes, at det er en god ide. Nu har vi startet en ny tradition. Så vi vender tilbage igen næste år. Her vil have musik og højtalere, så alle glade julebørn kan følge med. Og så skal vi nok have fat i en lift eller en meget lang stige, så vi kan få pynt hele vejen op til toppen af juletræet, lyder det fra Ida Holm.
Hun er en af de tre nye ansigter i Snedsted Borger og Erhvervsforening.
Godt initiativ
Efter en lille times tid var tæer og kinder kolde hos de mange børn. Nogle kunne gå hjem. Mens andre tog bussen.
Blandt andet Børnehuset Koldbøtten og Skjoldborg Fribørnehave og Vuggeri, der var kommet med henholdsvis 51 og 25 børn.
- Vi kommer helt sikkert igen. For det er et rigtigt godt initiativ, de har gjort i Snedsted. Før tog vi altid på Thisted Museum til dukketeater. Nu er det ikke mere, så nu kommer turen til at gå til Snedsted hvert år, lød det fra Lene Gade, der er pædagogmedhjælper i Koldby.
Det store julemands-træpyntnings-arrangement var støttet af Spar – Go Mad Snedsted. Chokoladebollerne slap op. Men så lå butikken jo tæt ved og friske forsyninger af gifler og pebernødder blev fremskaffet.