Ove er ny investeringsdirektør
THY: Sparekassen Thy opruster på investeringsområdet og har oprettet en ny stilling som investeringsdirektør.
Valget er faldet på Ove Lauritzen Jensen, der fremover skal stå i spidsen for sparekassens strategiske satsning på formuepleje og investering.
Direktør Ole Beith udtaler:
– Sparekassen har en tydelig ambition om at styrke sin position inden for formuepleje og investering. Med Ove Lauritzen Jensen tilføres en solid kapacitet med stor erfaring. Han skal drive udviklingen, styrke kundeoplevelsen og lede teamet af investeringsspecialister på tværs af filialerne.
Den nye investeringsdirektør har over 25 års erfaring fra den finansielle sektor. Tidligere har han blandt andet været investeringschef i flere pengeinstitutter og senest Relationship Manager i fondsmæglerselskabet Stonehenge gennem 11 år.
– Investeringsområdet i Sparekassen Thy hviler allerede på et stærkt fundament. Ambitionerne er høje, og tilgangen er både langsigtet og fornuftsbaseret – med stor respekt for kundernes midler. Det er netop det udgangspunkt, jeg ser frem til at bygge videre på, siger Ove Lauritzen Jensen.
Løsninger for alle typer investorer
Med den nye investeringsdirektør ønsker Sparekassen Thy at favne bredt. Fokus er både på kunder, der ønsker at handle selv, dem der investerer løbende samt private banking- og erhvervskunder med behov for helhedsorienteret rådgivning.
– Der bliver sat ind på at udvikle stærkere koncepter, styrke samarbejdet med nogle af landets dygtigste kapitalforvaltere og sikre løsninger, der matcher den enkelte kundes behov, afrunder Ove Lauritzen Jensen.